Op til Göteborg

Det var egentlig en fin ø og der kom åbenbart ikke rigtig nogen mennesker så jeg besluttede mig for at blive et par dage og bare padle de tre kilometer ind til den by der lå inde på kysten. Jeg kunne se at der var et supermarked lidt over en kilometer fra en lille bugt hvor jeg kunne parkere kajakken. Alle de værdifulde ting kunne blive i lejren på øen og hvis jeg ikke var helt tryg ved kajakparkeringen kunne jeg bare låse den fast.

Der åndede fred og idyl ved den lille bådebro jeg kom ind til. Der var en mor med en dreng på fire-fem år der legede i vandkanten og jeg tænkte at der ingen risiko var ved bare at lade Sisyfos ligge på stranden.

Jeg pakkede pagajen ned i cockpittet og satte cover på og tog rygsækken på nakken og gik op til byen.

Jeg havde set at der var et supermarked og en Systembolaget midt i byen.

Jeg havde en længere indkøbsliste med mad, brændsel og en karton vin eller to.

Jeg havde set at det var en Systembolaget ombud på min kortapp. Anede ikke hvad ’ombud’ indebar.

Det lærte jeg så på den hårde måde. Systemet er sådan at butikker åbenbart kan være udleveringssted for Systembolaget. Man skal altså bestille varer på Systembolagets hjemmeside nogle dage i forvejen og kan så samle varerne op på sådan et udleveringssted. Ergo, nul vin til mig. Supermarkedet havde dog ’folkeøl’ på 2,8%. de smager ok og er ret harmløse så jeg købte sådan en sixpack. De har også 3,5 % øl men jeg er for nærig til at give tre gange så meget som man giver for dem med 2,8%. Den milde udgave er ofte ret billig. Ofte bare 21 svenske kroner for seks halvliters. Det er en ganske behersket og billig lille ø-fest jeg kan få ud af sådan en pakning.

Supermarkedet havde alt hvad jeg skulle bruge – bortset fra noget af det vigtigste – brændsel! Jeg skal bruge enten gas eller lampeolie, helst begge dele. De havde ingen af delene.

I danske supermarkeder sælges der som regel både lampeolie, tændvæske, terpentin og sprit. Ikke i Sverige. Jeg har fundet det i nogle få butikker ude på småøer hvor de åbenbart godt må sælge sådanne farlige væsker. Jeg havde heldigvis gas til et par dage endnu, men det begyndte at blive kritisk.

Jeg holdt dog en lille ø-fest med grillpølser i vandkanten og Pink Floyd ’Dark Side of the Moon’ ud af min meget lille transportable højtaler. Jeg har ikke hørt netop dét album i årevis, men det fik jeg lyst til for nogle dage siden og har hørt det en del de sidste dage.

Jeg har Illiaden med som lydbog så nogle uger har jeg padlet mens jeg har hørt enten den eller Pink Floyd. Hvis jeg bliver mærkelig af denne tur så kan forklaringen måske findes der.

Jeg Har to bøger med, som jeg naturligvis ikke rigtig gider læse i. Men jeg har fået øjnene op for hvor rart det er at lytte til lydbøger. Og hvor smart det er at man kan sidde på en øde ø og downloade en e-bog som man lige får lyst til at læse.

Da jeg lå fast tæt ved Halmstad hørte jeg Max Hastings ’All Hell Let Loose’. Jeg har læst den for nogle år siden, men fik lyst til at gen-læse/lytte til den.

Den fik jeg hørt færdig på denne ø.

Over i en helt anden genre faldt jeg så over ’The Deficit Myth’ af Stephanie Kelton. Jeg har altid gerne ville vide noget mere om hvad penge egentligt er på et konceptuelt plan. Det er en god bog til at forstå fænomenet bedre.

Ud over mig er der en flok får der bor på øen, de kommer forbi cirka en gang i døgnet og virker lige overraskede over at finde mig der, hver gang de kommer forbi. Der er også en halt gås der humper rundt for sig selv. Alle de andre gæs færdes i flokke så den er nok udstødt fordi den ikke kan holde trit med de andre.

Lidt trist at se, den har nok ikke valgt ensomheden selv og overlever nok ikke vinteren.

Jeg ser på den med medlidenhed – samtidig med at jeg tænker at jeg ville fange den og æde den hvis jeg nu var strandet på øen for alvor. Den er jo nemt bytte staklen. Men jeg kan ikke hjælpe den og har ikke brug for at æde den så jeg forsøger bare at gå en bue udenom den når jeg ser den, for ikke at stresse den mere end nødvendigt.

Efter fire dage på øen passer vejr og humør til at padle videre. Jeg skal forbi Atomkraftværket Ringhals og hen til nogle øer der ligger i bugten lige nord for. Der er nogle små-byer hvor der efter kortet er forretninger tæt på kysten. Håber på at kunne få brændsel der.

Rundt næsset lige før Ringhals padler jeg indenom nogle små skær som er fuglereservat. Det er lige efter den periode hvor man ikke må gå i land så jeg kan godt padle indenom. Mens jeg padler der, overvejer jeg om jeg nu er sikker på om det er efter perioden hvor man skal holde sig væk. Nogle steder er det 14 juli og andre er det første i løbet af august. Jeg bliver enig med mig selv om at jeg er sikker og tænker at der alligevel ikke er nogen i nærheden til at brokke sig, kigger ud til venstre og ser en kystvagtsbåd passere forbi et par hundrede meter længere ude. Ups, men jeg er nu sikker på at det er ok det jeg gør og den sejler også bare forbi. Rundt næsset kommer jeg forbi Ringhals og det er vel bare en kystvagtbåd der holder ekstra øje med farvandet i nærheden af atomkraftværket.

Jeg krydser ud mod øerne og padler ud til den af dem der så bedst ud på kortet. Da jeg når frem kan jeg se at det er en ø der bliver besøgt en del.

Jeg snakker med en gut der har børn og børnebørn med i båden på en lille udflugt. Jeg får at vide af ham at jeg nok kan finde lampeolie inde i en by lige i nærheden hvor der er et lille byggemarked.

Jeg finder et sted på en ø der er lidt tættere på byen og hvor der ikke virker så overrendt.

Næste morgen pakker jeg det meste af mit grej sammen og gemmer det inde i noget krat. Jeg tænker det ligger sikrere der. Der er en kilometer over til en lille havn ud for byen og der kan jeg så låse Sisyfos fast.

Der er fuldstændigt fredeligt i den lille havn, men jeg låser alligevel kajakken fast for en sikkerheds skyld.

Nu har jeg jo også gjort et stort nummer ud af at gemme mit grej og camouflere det med mos og sager, så bare for at være konsistent i min paranoia så tager jeg også den sikkerhedsforanstaltning; selvom jeg ikke kan tage mig selv helt alvorligt.

Oppe i byen er der en fin affaldssorteringsplads hvor jeg pænt deler min meget lille affaldspose op og pænt kommer de forskellige slags i de rigtige beholdere.

Oppe i byen er der et større supermarked og et byggemarked. Jeg køber lidt supplerende proviant og to dåser gas og en flaske lampeolie.

Gasdåser er dyre i Sverige – nogle gange omkring tre gange så dyre som i Danmark. Jeg køber alligevel to dåser til 110,- svenske pr styk.

Godt tilfreds med mig selv padler jeg ud til mit grej og pakker omhyggeligt ned i kajakken. Det er en kunst at få det hele til at være der når der er fyldt op med proviant.

Jeg padler videre op til en fjord lidt syd for Göteborg hvor hele fjorden er naturreservat og der kun er én ø men må campere på. Den ser fin ud på kort og satellitbilleder og lever heldigvis op til dette i virkeligheden. Der er træer til hængekøje. Jeg bliver der et par dage (man må ’campa’ to dage, så det passer med reglerne). Så passer det med distance og vejrudsigt til at ramme det sted jeg har aftalt med Jeremiah at mødes nogle dage senere.

Jeg opdager at jeg har betalt to gange 110,- svenske kroner i lærepenge for de to dåser gas. Jeg troede at alle gasdåser af dén udformnng havde samme standardgevind. Det har de også – lige bortset fra dem fra Campinggaz International (de blå gasdåser). De har åbenbart lavet deres eget smarte ’Easy Click’ system der ikke er kompatibelt med det alle de andre bruger. Dåserne er ens og hvis man ikke læser dåsen grundigt igennem så opdager man først forskellen når man, skuffet, har fjernet plastichætten der beskytter ventilen.

Jeg behersker min umiddelbare indskydelse om at kaste dåsen så langt væk jeg magter. Forkaster ideen om at tænde et bål og bortsprænge de fordømte dåser og lover blot mig selv at jeg skal se mig bedre for i fremtiden. Her troede jeg at jeg vidste alt der var værd at vide om gasdåser til min Whisperlite. Jeg er nu blevet marginalt mere vidende. Det er åbenbart en indbringende ide de har fået. Jeg har senere set butikker her i Sverige hvor de gasdåser med almindeligt gevind koster 80,- og dem med Campinggaz’s ventil koster 170,-

Heldigvis havde jeg så også lampeolie. Min brænder kan omstilles mellem gas, benzin og petroleum ved at skifte mellem tre forskellige dyser og to forskellige regulatorer der passer enten til gas eller en brændstofflaske der så levere enten benzin eller petroleum til selve brænderen.

Det her brænderværk har jeg som nævnt allerede bøvlet noget med. Det fortsætter åbenbart med at give problemer – og det skal vise sig at blive værre.

Jeg har haft den skilt ad en del gange på denne tur for at få den til at brænde petroleum ordentligt. Det er lykkedes mig men har givet besvær, derfor købte jeg de to dåser gas. Det har fungeret ganske udmærket med gas indtil videre. Men ikke når man ikke kan skrue de fordømte dåser fast til brænderen.

Men med lidt fingersnilde brænder lampeolien som den skal.

Gas er det nemmeste men lampeolie er mest økonomisk både mht. pris og mht. hvor meget det fylder og vejer.

Pyt, jeg havde proviant, lampeolie, folkøl, ø og hængekøje. Det var et godt sted at dovne og læse i to dage på trods af at øen hedder Brokö.

Vinden havde lagt sig fast i syd og jeg havde fire kilometer at padle mod vinden i pæn bølgegang og ret spændende sø da jeg skulle runde Hålsundsudde inden jeg så efter et par kilometer kom i læ af en ø (Malön).

Derefter skulle jeg mod nord igen og fik en dejlig medvind.

Et stykke mod nord holdt jeg pause og kunne se på vejrudsigten at jeg blev nødt til at komme et godt stykke mod nord da vinden ville tage til og gå over i vest dagen efter. Her hen på eftermiddagen var der næsten vindstille og jeg kløede på med først et par kapitler af Illiaden og derefter Pink Floyd. God padling i sådan en sensommer sen eftermiddag med stille luft og skærgårdsøer der drev forbi.

Det blev til fyrre kilometer og jeg måtte slå lejr på en meget lille ø i tusmørke. Jeg nåede lige at få sat tarp og hængekøje op inden det begyndte at regne. Det havde vejrudsigten ikke sagt noget om – til gengæld havde den helt ret i at det ville blæse op dagen efter – for det gjorde det. Jeg havde heldigvis kun fire kilometer frem til den ø jeg havde udset mig og jeg kunne luske derop i læ bag en række øer.

Jeg havde udset mig en ø hvor der er bro over til og tjekket med Jeremiah at de kunne komme til med bus og der var en meget fin ø lige ved siden af hvor jeg kunne være et par dage indtil de kom tilbage fra Stockholm.

Planen klappede. Øen var meget fin med et fint sted med blødt græs at slæbe kajak i land og et sted lige oppe over hvor der var træer der var perfekte til hængekøje.

Så kunne vinden bare blæse fra vest og jeg kunne dase et par dage i hængekøje.

Det faldt det mig ind at jeg godt gad genlæse ’Kongens Fald’ af Johannes V. Jensen og fandt ud af at Det Kongelige teater har lagt den op som lydbog på deres hjemmeside, det fik jeg en god bid af to dage til at gå med. En af de ting jeg nyder meget på denne tur, er at fordybe mig i bøger. Jeg kan, når jeg har lyst, bruge det meste af min tid hen over flere dage og enten lytte til eller læse en bog hvor jeg ikke beskæftiger mit hoved med ret meget andet end lige dén bog jeg har fat i.

Øen jeg havde udset mig på kort og satellitbilleder et par uger tidligere viste sig også at være lige i øjet. Det er et naturreservat hvor man må overnatte to døgn og inde hvor der går en gangbro ud til øen er der toiletter med rindende vand. Toiletterne er jeg ligeglad med men jeg sætter stor pris på at kunne tappe ferskvand fra en vandhane. Jeg savner ikke en seng ej heller et toilet man kan sidde på eller brusebade. Jeg klarer mig fint med hængekøje, spade og havvand.

Jeg fandt en listig lille plads og slog lejr og ventede på Jeremiah og Agnes. En del af tiden fordrev jeg med at save brænde til aftenens bål. Mange steder, i hvert fald i det sydlige Sverige kan man finde en del store udgåede enebærbuske. Det er noget nær det perfekte brænde til lejrbål. Grenene er en fin størrelse til at save over og det dufter godt både når man saver det og når man brænder det. Fordi det har stået nogle år og været dødt er det perfekt tørt til at brænde uden for meget os og det gnistrer heller ikke som fyrretræ så der er ikke stor fare for at sætte ild til hele landskabet. Noget myndighederne og de lokale beboere sætter en del pris på har jeg hørt. Desuden kan man save det af helt nede i niveau med jorden, så der ikke er tydelige stubbe. Jeg kan bedst lide at der ikke er for tydelige spor efter andre mennesker der hvor jeg slår lejr; og jeg forsøger at efterlade så få spor som muligt selv.

Vi havde en superhyggelig grillaften med øl og vin, masser af snak og Agnes gav en række numre på banjo.

Jeremiah har spillet banjo en del år og han har så også fået smittet sin kæreste med det.

Hun er blevet imponerende dygtig på kort tid.

Da jeg skrev til Jeremiah fra Kullen og foreslog at grille sammen, regnede jeg med at det ville tage et par uger, højest, at komme til Göteborg – det tog lidt mere end en måned. Jeg har ikke fintalt men jeg tror jeg har ligget fast imellem 20 og 25 dage i juli på grund af kraftig vind.

Dagen efter havde jeg ikke lyst til at padle. Jeg tog en dag i hængekøje og dagen efter igen pakkede jeg sammen ved middagstid og skulle lige til at lægge fra land. Jeg tjekkede vejrudsigten og så kom der en besked fra Carsten som jeg spiste pizza med på Møn at han og Charlotte var på vej hjem fra Norge og kom forbi Göteborg hen på eftermiddagen.

Vi fik skrevet lidt frem og tilbage og lavede en aftale om at spise aftensmad sammen ved parkeringspladsen ved broen over til den ø jeg var på ved fem-tiden.

En af de øer jeg havde listet forbi nogle dage tidligere, havde set rigtig god ud. Det var sådan et sted man sejler forbi og tænker det er da det perfekte sted at slå lejr. Der var en lille plads med græs som var omkranset af træer. Pladsen var vel ikke mere end tre meter bred og tyve meter lang og så fantastisk hyggelig ud. Jeg fordrev eftermiddagen med at padle derud og se om der var ledigt. Det var der. Man kunne også tydeligt se at det var et sted er faldt i mange folks smag. Der var holdt nogle hyggelige grillaftener med konkurrencer i flaskekast og affaldsdumping. Nå, jeg skulle alligevel ind til parkeringspladsen hvor der var affaldsspande og der lå adskillige plasticposer til at samle skraldet i – så jeg ryddede op og spændte det fast på kajakken og padlede ind for at møde Carsten og Charlotte. De havde købt spegepølser fra en særlig slagter i Norge. Hvis man køber spegepølser og rullepølse i Norge for at tage dem med til Danmark – så er det noget helt særligt. Prisen for ’spekemat’ i Norge kan få mig til at overveje at blive vegetar. Men prisen på agurk får mig til at droppe tanken igen. Jeg kender til to fødevarer der er billigere i Norge end i Danmark, den ene er torskelevertran og den anden er den norske gedeost. Jeg vil ikke anbefale et forsøg på at leve af de to fødevarer på en ferie i Norge. Men den brune gedeost har jeg ofte brugt som en del af provianten på fjeldture. Den kan holde sig i ugevis selvom den ligger og sveder i rygsækken i sommervarmen.

Spegepølsen var fantastisk. Om den var pengene værd kan jeg ikke sige med sikkerhed da jeg ikke turde spørge hvad den havde kostet; men jeg tror faktisk den var det.

Det er en pudsig fornemmelse at få besøg undervejs på denne måde og enormt hyggeligt.

Jeg kom af med mine to ubrugelige gasdåser, som de tilbød at sætte af et sted hvor der måske var nogen der kunne bruge dem. Jeg fik den næsten fulde gasdåse som de havde og som de ikke havde brug for mere.

Det var en stor hjælp da det som nævnt er en smule svært at finde steder at købe.

Efter brød, portvin, øl, spegepølse og masser af hyggesnak drog de videre hjem og jeg ud til min ø.

Det var en vældig fin plads men der var lidt rigeligt trafik hen forbi så jeg flyttede dagen efter til den anden ø tæt på jeg havde boet på nogle dage forinden. Det blæste noget og jeg havde lyst til at læse i hængekøjen.

Der var nogle rød-hvide markeringsbånd på træerne hen langs kysten hvor jeg havde lejr. Jeg var ved at pille nogen af dem ned da jeg så at der var markeret en længere strækning og jeg tænkte at de nok hellere måtte blive hængene. Dagen efter opdagede jeg hvad formålet var. Der kom smågrupper, par og enkeltpersoner prustende forbi i tørdragter og svømmebriller. De fleste løb tæt forbi uden at få øje på mig inde i min hængekøje. Et par stykker forvildede sig lidt ind i krattet fordi de havde overset de markeringer der skulle have vist dem stien der gik forbi min hængekøje. Jeg kunne ikke se dem gennem tarpen, men gætter på at de stod lidt desorienterede og stirrede ind på min tarp. Og Jeg fornemmede at de stod lidt forvirrede og tænkte over hvilken idiot der havde slået bivuak op på deres løberute, inden de opdagede at de kunne dukke sig ned under en gren lige ved siden af gavlen på min tarp og skynde sig videre, uden at se sig hverken om eller tilbage. Godt det samme, de var nok blevet sure over at se mig more mig over deres forvirring. De havde en rute hvor de svømmede fra en ø i nærheden over til den jeg var på, løb en lille kilometer langs bredden før de hoppede i vandet og svømmede videre til den næste ø. Jeg tror der kom tredive – fyrre stykker forbi før freden sænkede sig igen.

To dage senere lagde blæsten sig og folk i små motorbåde kom igen sejlende for at nyde en eftermiddag i solen på den fine ø og jeg tænkte det var på tide at komme videre.