Stadlandet var blevet nævnt nogle gange af folk der havde hørt eller læst om det. "Det farligste sted på kysten". "De har planer om at lave en tunnel for skibe, så de ikke behøver sejle forbi derude".
Jeg havde mentalt lukket ørerne lidt for det snak. Jeg ville ikke have at det skulle spøge i mit hoved hele vejen til jeg nåede derhen.
Det er rigtig nok at Norge overvejer en tunnel, så skibe kan undgå stedet i hårdt vejr.
Stedet kaldes også Vestkapp, da det regnes for det vestligste fjeldplateau i Norge.
Hullet skal bores i traseen, som går gjennom fjellet fra Moldefjorden ved Selje (til venstre) til Vanylvsfjorden til høyre. Illustrasjon: Kjersti Magnussen, TU/Google Earth/Kystverket
Jeg var bare blevet enig med mig selv om at det bare var et stykke kyst der skulle passeres i relativt godt vejr og så tænkte jeg ikke så meget mere på det - jeg havde andre ting at tænke på.
Den sidste uges tid inden jeg nåede dertil begyndte jeg så at tænke lidt på det. Ikke ret meget, mest at se på vejrudsigter så jeg kunne time dagen jeg skulle passere med godt vejr.
Jeg var heldig og skulle bare skynde mig lidt de sidste dage for at ramme midt i et vejrvindue på tre gode dage.
Jeg vågnede tidligt, en times tid før solopgang, for at være klar til en lang dag.
Det var tåget - tæt tåge. Der er ikke rigtig andet at gøre end at komme i gang med morgenmad og pakning og håbe på at det klarer op når solen får magt. Jeg tænkte også at det måske lod sig gøre at passere selvom det vat tåget.
Det havde jeg så ikke ret i, blev jeg enig med mig selv om, da jeg var derude. Stadlandet kræver godt vejr når man sejler i en lille nøddeskal!
Jeg mener at det er godt ikke at lade sig blive for imponeret af en opgave på forhånd. Især ikke påvirket af folk der ikke selv har forsøgt sig med det. På den anden side skal man høre efter hvad der bliver sagt og bruge det man finder brugbart. En kilden balance mellem at rode sig ud i noget snavs, fordi man ikke hørte efter de rigtige advarsler og at blive for nervøs for at gøre. Man skal jo heller ikke lade tamfolk skræmme en fra at vove pelsen på et anerkendelsesværdigt forehavende.
På vej over fjorden der er på nordsiden af Stadlandet passerede jeg en ret stor trawler. Jeg drejede tydeligt til styrbord da vi nærmede os hinanden for at vise tydeligt at jeg veg for dem. Jeg er lille og langsomtgående derfor viger jeg som regel. Også jvf. den uformelle søvejsregel: "Fornøjelse viger for brød".
Da de passerede mig på ca 50 meter kom fire - fem mand ud af styrehuset og vinkede og hujede; de truttede også et trut i deres horn. Det er meget sjældent af fiskere tager notits af en der sejler kajak og de er som regel alt for cool til at vinke. De her ville vise deres respekt for en der var på vej rundt Stad i kajak. Jeg var meget smigret, men tænkte samtidig at det ikke var præcis dét jeg havde mest brug for at få at vide lige inden. Der var måske mere om snakken om at det var et lidt farligt sted. Fiskere viser ikke respekt uden grund.
Jeg blev på ingen måde nervøs, blot lidt eftertænksom.
Det første man når til er Stålet
Det er en ret skarp klippe der stikker frem, man er ikke i tvivl om at den ganske let snitter skibsskrog over hvis de vover at komme for nær.
Efter Stålet kommer Kjerringa. Ud for hende danser bølgerne impressionistisk.
Der er steder, jeg har snakket om det før, hvor bundforhold, strøm, vind og refleksbølger fra land, rotter sig sammen og giver bølger der danser hid og did og alle vegne på én gang. Lige denne dag dansede de blidt for Kællingen - de summede og øvede sig lidt. Jeg så klart at de kunne være luskede. Ingen tvivl om at jeg havde valgt en god dag. Eller en god dag havde valgt mig. Min tanke fra tidligere på dagen om at jeg måske godt kunne passere Stad i tåge, grinede jeg lidt af. Aldrig i livet ville jeg gøre det - det kunne alt for nemt blive den yderste.
Det er et af de mest respektindgydende steder jeg har været - og et af de smukkeste. Jeg var i godt humør over det i flere dage efter. Både skønheden, den ulmende trussel om forlis på en ond dag og heldet der havde bragt mig en nådig dag.
Jeg havde bare sat næsen op efter at komme rundt Stadlandet og finde et sted at overnatte. Jeg tænkte at det var for optimistisk også at krydse Sildegapet over mod Måløy. Men det var så fint og roligt at jeg lige så godt kunne tage de sidste 10 kilometer med. Der var nogle få store skibe. Til aller sidst blev jeg nødt til at holde lidt længere mod syd end idealkursen, for at et stort skib kunne passere mig inden jeg krydsede sejlrenden og kom helt ind under land.
Jeg nåede frem til en fin sandstrand, med lidt træer der egnede sig til hængekøje.
Næste dag var også som en sommerdag og jeg var et smut i Måløy for at købe lidt ind.
Mødte et par nordmænd der var ude for at teste en nyindkøbt båd. De var vældig hygelige at snakke med.
Som alle andre jeg har snakket med, der har sejlet ved Stadtlandet er det et alvorligt emne.
Han fik et lidt mørkt blik og sagde "ja, det er ikke så længe siden at der druknede en Færing der prøvede at passere i en robåd".
Det er et virkeligt respektindgydende sted og man skal ikke tage for let på udfordringerne for en lille båd derude; jeg synes nu også at mange forsøger at piske en stemning op.
Jeg var nu inde i beskyttede fjorde med små øer og nogle steder stejle klippesider. Fantastisk kontrast til dagen før.
Copyright © Alle rettigheder forbeholdes