Ud for indløbet til Göteborg, nogle kilometer ude er der et par ø-grupper der er ret tæt befolket og tæt besejlet. Den ene ligger syd for sejlrenden og den anden nord for.

Jeg padlede over til den sydlige og ind mellem øerne. Der er et mylder af lystsejlere på gode dage og det var en god dag. Inde på øerne er der det ene fine hus efter det andet. Vedligeholdes standarten tyder på at huspriserne ligger i den pæne ende af spektret.

Midt på eftermiddagen kom jeg til en by hvor jeg kunne se på kortet at der var en dagligvareforretning. Jeg manglede lidt forskelligt og padlede ind for at se om det var til at lægge kajakken sikkert. Jeg fik øje på en lille tankstation for lystsejlere og padlede hen imod den.

Næsten derhenne fik jeg øjenkontakt med en af det to unge mænd der passede den. Han så meget venlig og nysgerrig ud. På denne tur har Jeg tænkt en del over hvor meget man læser ud af folks kropssprog selv på lang afstand. Når jeg padler forbi, bilder jeg mig ind at jeg kan aflæse venlig nysgerrig interesse på hundrede meters afstand og jeg ser mange nysgerrige blikke når jeg kommer forbi i min godt læssede kajak med Dannebrog vejende agter.

Det blik jeg blev mødt af her var usædvanligt venligt og vågent.

Hvis man skulle sammenligne mennesker med huse, så er der dem hvor man kun ser en søvnig 40 watts glødepære tændt i et enkelt vindue og man fornemmer hvordan støvet falder uforstyrret i de fleste andre rum; der er også dem hvor gardinerne er trukket for og alt hvad der sker derinde må bero på gætværk og man overvejer om der foregår lyssky ting i de mange rum der ligger hengemt i halvmørke.

Her var gardinerne venligt trukket fra og der brændte klart lys i alle vinduer og man fornemmede liv i alle lokaler.

Mens jeg lå et par meter fra kajen fik vi hurtigt vekslet ord der fik ham informeret om hvem jeg var og min tur i grove træk og han fik taget et billede. Jeg spurgte om jeg måtte fortøje mens jeg gik op for at købe ind. Selvfølgelig måtte jeg det. Jeg fik også sludret lidt med nogen af dem der var ved at tanke brændstof på deres motorbåde inden jeg gik op i byen.

De havde hvad jeg manglede på nær lampeolie, det er bare ikke noget almindelige supermarkeder i Sverige fører i deres sortiment.

Tilbage ved tankstationen spurgte jeg om det var noget de havde. Det var noget de havde haft, viste det sig, desværre udsolgt. Den uge mand mente at de havde noget brændstof, Ecopar, som man godt kunne bruge i stedet for lampeolie. En søgning på nettet afgjorde det ikke med sikkerhed så jeg undlod at forsøge. Med det gas jeg havde fået af Carsten og det lampeolie Jeremiah havde købt for mig, kunne jeg nok klare mig et par uger, så det var ikke desperat.

Jeg bød farvel og padlede ud igen. Lige ovre på den anden side af et smalt sund over for tankstationen på naboøen lå der en smuk gammel sejlbåd fortøjet. Den fangede mine øjne og jeg padlede over så jeg kom hen forbi. På båden sad en mand der klart så nysgerrigt ud på mig og min kajak. Da jeg ikke var langt ude råbte han et spørgsmål ud til mig som jeg ikke helt fangede, så jeg padlede selvfølgelig tættere på. Vi snakkede et stykke tid hvor han sad med overkroppen hvilende på rælingen af båden og hovedet ud over kanten og jeg sad og padlede lidt dovent for at holde min position nogenlunde ud for hvor han sad.

Der gik ikke så farlig lang tid før jeg var blevet inviteret til at komme ombord til et glas whisky og jeg kunne skam også låne en køje for natten på skibet hvis jeg ville. Det var en forening der havde det smukke træskib; han lod dem have den liggende ved hans kaj. Familien havde hus på øen.

Vi snakkede et stykke tid og jeg fik at vide at hans ene søn havde sommerferiejob på tankstationen lige overfor. ’Jamen, ham har jeg vist lige mødt’. Der var to unge mænd ovre på tanken, men det venlige imødekommende blik havde far og søn tilfælles. Så jeg var næsten sikker på at det var hans søn jeg havde talt med. Lidt efter sejlede hans kone over for at hente sønnen og ganske rigtigt kom hun snart tilbage med den venlige unge mand, Ture hedder han, som ikke virkede det ringeste overrasket over at netop hans far havde opsnappet mig idet jeg padlede forbi.

Jeg blev inviteret på middag hos Micke og Josefina og blev og snakkede på deres lille ø-paradis indtil det blev så sent at jeg måtte afsted for at finde en lejrplads inden mørket faldt på.

Der var ikke gode steder at få Sisyfos på land lige der hvor de boede, så jeg tog ikke imod tilbuddet om at låne en køje. Jeg bryder mig ikke rigtig om at sove langt fra Sisyfos. Jeg vil aller helst have min hængekøje så jeg lige kan se ud over kanten af køjen hvis jeg vågner midt om natten. For lige at se at alt er godt og sisyfos ikke er drevet væk.

Micke gav nøje instruks om hvor det var godt at slå lejr på øen. Det meste var naturreservat men der var steder hvor man gerne måtte telte. Men hvis jeg brugte et andet sted og nogen skulle brokke sig skulle jeg bare hilse og sige at jeg havde fået lov af ham, det mente han nok skulle løse problemet.

Han rådgav mig også om ruten videre rundt øerne næste dag hvor der var et par interessante steder han mente jeg skulle padle forbi.

Næste dag rundede jeg øen og tog en lille omvej, på Mickes anbefaling, for at komme rundt forbi nogle gamle bygninger hvor den svenske stat havde haft karantænestation for skibe. Der var bygninger hvor besætningerne vist kunne være indkvarteret og en portbygning foran en mole hvor skibene kunne lægge til og kaptajnen kunne aflevere deres papirer gennem en luge og blive udspurgt af en læge uden at der var fysisk kontakt mellem ham og de ansatte på stationen. Øen er militært øvelsesområde så man må ikke gå i land, men man kan padle roligt forbi os se de smukke gamle bygninger. Videre over et smalt sund kunne jeg så padle ind i et lavvandet løb mellem to øer der på det snævreste blot er adskilt af få meter hvor de er forbundet af en gammel kampestensbro. Der er lige dybde og bredde til en kajak eller robåd. Dejligt at komme fri af mylderet af motorbåde, sejlbåde og jetski der ellers krydser og tværser det meste af vandet rundt øerne her i sommerferietiden. Som Micke sagde, så er det med at udnytte de steder hvor vanddybden gør at kun kajakker kan komme frem.

Fra den beskyttede ro i den snævre kanal ud i vind og bølger i sejlrenden der går ind til Göteborg. Ikke voldsomme bølger men også skibstrafik at tage hensyn til. Jeg mente dog at kunne overskue det uden AIS-app, især fordi sejlrenderne er ret overskuelige. Der er et par kilometer ud til nogle skær midt ude i indsejlingen hvor jeg krydsede over og tog mig en kop te mellem øerne mens mågerne skreg lidt op omkring mig. Skærene er fuglereservat og jeg padlede igennem præcis dagen efter ophøret af den periode hvor fuglene har eneret til øerne. Mågerne virkede ganske fornærmede over at jeg forstyrrede deres vante fred og lod sig ikke påvirke af at jeg forklarede dem at tilträdeforbuddet kun gjaldt til dagen før og jeg var i min gode ret til at padle mellem deres øer og jeg i øvrigt bare sad i min kajak og drak en kop te inden jeg padlede videre og lod dem i fred. Måger kan virke ganske fornærmede og forulempede. Dog ikke så fornærmede og forulempede som fiskehejrer der oser af ringeagt og mistro over for mennesker når de flyver væk ved første glimt de får af en.

Flere af dem sad på deres reder og havde et blik som en jomfru der føler sig beluret i sit sovegemak. De fine , og nu ret store, grå årsunger der stadig dukker nakken og piber ynkeligt mod deres forældre for at tigge mad er ellers tydeligt bevis på at der ikke har været hverken æg eller unger i rederne længe.

Næsten ovre ved den nordlige ø-gruppe lå der en hel del småbåde og fiskede, det må have været et godt sted, muligvis på grund af strømforhold. Der foregik i hvert fald noget lusk under overfladen i samspillet mellem strøm og bølger der gjorde at søerne hoppede og dansede så det var lidt rigeligt spændende farvand for en kajak. Det var blot et par hundrede meter og derefter kom jeg ind i sejlrenden mellem øerne hvor vinden var så blid at jeg indhentede og overhalede en sejlbåd der gik plat læns (vinden ind lige bag fra) samme vej som mig, kun for sejl og i et yderst adstadigt tempo. Vi hilste pænt på hinanden før jeg trak fra dem.

Ved fem tiden nåede jeg frem til den ø jeg havde tænkt mig at overnatte på; jeg havde pjattet lidt rundt men havde vel padlet omkring fyrre kilometer. Øen var fin til en enkelt overnatning men da jeg tjekkede vejrudsigten lovede den 10 sekundmeter fra syd næste dag og lignende vindstyrker de næste to-tre dage.

Det duede ikke med den mængde vand jeg havde og jeg måtte så fortsætte små ti kilometer op til en ø lidt syd for Marstrand. Jeg havde medvind og vejret var smukt så jeg hørte et par afsnit af Illiaden og havde smuk sejlads, det sidste stykke i let medvind og eftermiddagssol.

Øen kendte jeg fra at jeg havde været der med min søn Nicholas for seks år siden på vores første kajaktur i skærgården og jeg vidste at der var en lille kilde hvor der sivede fint drikkevand ud fra en lille lund.

Pladsen hvor vi havde haft lejr dengang, var optaget så jeg fandt en anden plads på den nord-østlige spids af øen. Perfekt i læ og med et lille stykke med græs nede ved vandet hvor Sisyfos kunne ligge blødt og godt i skjul mellem nogle klipper. Ovenfor var der nogle træer om en lille slugt hvor jeg kunne ligge i hængekøje. Træerne hvor jeg lå var nogle fyrretræer der havde stammer der var ca fyrre centimeter i diameter ved roden men krøb henad jorden og deres øverste grene ragede ikke mere end fem meter op over jorden, så de kunne holde sig i ly for vinden bag ved en lille klipperyg. Gamle krogede og forvredne stammer der får en til at tænke på skovtrolde. Lige sådan et sted kratluskeren i mig elsker. Både Sisyfos og jeg lå så folk skulle snuble over os for at opdage os. Jeg tror jeg var der i tre eller fire dage – jeg er ikke helt sikker; det er lidt ligegyldigt for mig så jeg holder ikke så godt styr på dagene længere.

Jeg havde læst en anmeldelse af Maria Konnikovas ’The Bigest Bluff’ som virkede interessant. Jeg fandt den som lydbog, købte og downloadede den og fordybede mig i den over tre dage. Turen er afvekslende mellem padling, natur og læsning. Når jeg har lyst, tager jeg, som nævnt, nogle dage hvor jeg er ret koncentreret om at læse – eller lytte til en bog. Fordi jeg kører helt efter mit eget skema, falder det naturligt at fokusere på lige det jeg har lyst til. Turen har også plads til dage med hængekøje og en god bog. En stor fordel ved lydbøger er at jeg kan tage hovedtelefoner på og lytte mens jeg rører rundt i min morgengrød eller sidder og kigger ud over skærgården.

Vinden havde lagt sig dagen før og jeg tænkte at jeg hellere måtte komme lidt ud og padle igen.