Næste etape blev ca tredive kilometer helt ned til Bjørnø. Jeg havde sat vækkeuret til klokken fem fordi der var et vindue fra tidlig morgen til henad ved tre om eftermiddagen hvor vinden ikke var alt for kraftig.

Rundede spidsen af Helnæs og fulgte østkysten af Illumø ned til sydspidsen hvorfra jeg stak stævnen op i vinden, der var taget til og krydsede over til Bøjden. Der var ved at komme pæne bølger. Mere end jeg ville have været tryg ved de første par dage. Op langs kysten efter Bøjden var der efterhånden pæn modvind og pænt store bølger. Det var tæt ved kysten så ingen katastrofe hvis jeg skulle kæntre. God øvelse, og det gik helt glat. Jeg kan godt lide fornemmelsen af at skulle arbejde med balancen i hofterne og bruge pagajen klogt til at komme over bølgerne med hovedet oppe. Så jeg rundede næsset fuld af selvtillid og fik med vind og med sø den næste times tid. Det sidste stykke fra Dyreborg over til Bjørnø var næsten i sidste øjeblik før vinden blev for kraftig til at krydse over. Men jeg nåede det lige og kom ind i læ af Bjørnø og fandt pladsen hvor jeg kunne leje et shelter for tredive kroner pr nat.

Bjørnø er et virkeligt dejligt sted. Evald der har kiosken og lejer shelter og hytter ud er en rørig mand på 82 år der gerne tager en pause fra arbejdet for at få en lille sludder hver gang man går forbi.

Jeg havde planlagt at blive et par overnatninger. Det blev tre. Således at jeg kunne efterlade kajak og grej trygt ved shelteret og tage den lille færge over til Fåborg og købe proviant til de næste par uger.

Det fungerede perfekt jeg var rundt i næsten alle dagligvarebutikker i byen, fire blev det til, for at få nogenlunde det jeg skulle bruge.

I en butik med grej til sejlerfolket, fik jeg mig også et tågehorn, i rød plastic til fyrre kroner, som man skal blæse i med munden. Jeg vidste ikke at den slags horn fandtes, men det er smart at have hvis man vil gøre opmærksom på sig selv over for en uopmærksom bådfører.

Da det blæste ret meget besluttede jeg mig for at blive på Bjørnø tre overnatninger. Fik også et bad i deres medborgerhus. Flottede mig med et to gange fem kroners bad. Jeg havde heller ikke fået andet end to dukkerter i havet siden afrejsen for lidt over to uger siden. Man lugter ikke godt efter to uger i tørdragt. Skiftede også underbukser og vaskede det brugte tøj i en håndvask. Lækkert, lækkert.

Har brugt uldunderbukser og må konstatere at det er sandt at de ikke kommer til at lugte nær så fælt som nogle i bomuld eller kunststof.

Får lugter ikke specielt godt, men jeg er sikker på at de ville lugte virkelig fælt hvis der voksede bomuld eller, endnu værre, polypropylen på ryggen af dem.

Jeg har længe tænkt at Sisyfos myten, også, er et billede på ét aspekt af mennesketilværelsen.

Vi bliver født, vågner, Patter, prutter og pludrer, sover igen og så gentager det sig. Bliver større, kommer ind i en endeløs række af skoledage. Da jeg var en lille dreng, tænkte jeg over og regnede efter hvor gammel jeg ville være i år 2000, om en mindre evighed; 34 år; Fire og tredive år! Det var jo tudsegammel – i hvert fald voksen.

Man får et arbejde, står op om morgenen, arbejder, tager hjem, spiser, sover og skider- op igen næste morgen og ruller sin sten. Så bliver man gammel og dør og det var så ens tildelte bid af evigheden.

Det gælder om at finde netop dén sten man har lyst til at rulle op på bjergets top hver dag. Og man skal forlige sig med at stenen, eller en ny sten, ligger klar ved bjergets fod næste morgen og alle morgener, indtil selv den lille sten det er at trække vejret bliver uoverkommelig at flytte på.

Nogen gange skal man skifte sten.

Det skulle vel selv Sisyfos. Han må have slidt mange sten op. Guderne accepterede vel ikke at han efter mange år havde en sten slidt så meget ned i størrelse at han bare kunne tage den i lommen og spadsere op og nyde udsigten.

Min kajak hedder Sisyfos. For tiden står jeg op om morgenen, sætter mig i kajakken, padler, finder et sted at sove, står op næste morgen og padler videre. Der er dage jeg springer over; ingen græske guder ånder mig i nakken. Men de fleste dage padler jeg.

Om Sisyfos var utilfreds med ordningen eller ej, melder Historien, mig bekendt, heller ikke noget om.

For nogle dage siden snakkede jeg med en sejler med vildt hår, det sagde han selv. Mit telt stod med åbningen ud mod pladsen hvor de få folk der var i havnen gik forbi. Ikke helt en invitation, men klart en åbning. Han læste det rigtigt og begyndte at snakke til mig. Hans kone gik videre. Efter lidt snak kom jeg ud af teltet og vi snakkede en rum tid. Lige inden han gik, spurgte han om jeg ikke var sådan en der kunne lide små fine øde øer. Der kunne jeg bekræfte at han havde set rigtigt, det er jeg helt bestemt. Så ville han lige vise mig én på kortet som han og hans datter havde boet på en uge nogle år tilbage. De havde først været der nogle dage og var så taget ind til en mindre by i nærheden. Men kontrasten mellem selv den lille by og freden på øen havde gjort at de hurtigt blev enige om at skynde sig tilbage til øen resten af de dage deres tur varede. De havde også mødt ejeren af øen derude som accepterede at de var der, så længe de ikke grattede (svinede). Så han mente nok jeg kunne tage derover også. ’Det værste der kan ske er vel at få skæld ud’. Han lignede ikke en der bekymrede sig synderligt om at få skæld ud. Jeg fik lidt indtryk af at han havde gjort en del i sit liv der havde medført skæld ud og at han havde konstateret at der ikke går de store skår af en bare fordi andre udtrykker deres misfornøjelse ved ens handlinger med hårdt sprog.

Nu sidder jeg på øen og det er ganske rigtigt en af de fineste stille øer jeg har betrådt. Myggene i tusindetal dansede i morgensolen, som nu er blevet stærkere højere på himmelen så de fleste har sat sig i skjul igen. Her er stille, lidt fuglefløjt og en sjælden fjern brummen af en motor inde på land.

De dybe tilpasse vejrtrækninger kommer helt af sig selv. I aftes fik jeg en hornfisk op fra det dybe stille vand vest for øen og landede på stranden på indersiden af øen i lav aftensol og dyb fred.

Jeg satte mig og så solen gå ned fra vestsiden af øen – noget sejleren havde sagt jeg endelig skulle. Så det skulle jeg. Jeg fik et af de her øjeblikke hvor man fornemmer og ser himmellegemerne – solen og jorden, bevæge sig i forhold til hinanden. Hvor fantastisk himmelrummet er og hvor lidt vores lille evighed fylder i bare den lidt større evighed som solsystemet udgør, hvor jorden ruller om solen indtil déns evighed udløber. Den sunde, og navnkundige, følelse af at blive sat størrelsesmæssigt på plads i universet.

Man siger at den forskel man gør i sit liv, ultimativt svarer til at stikke sin finger ned i en spand vand og se hvilket hul fingeren efterlader når den er væk. Jeg glæder mig over at i den spand vand jeg trækker fingeren op af, er vandet i det mindste blevet en smule mere beskidt.

I må selv finde jeres egen ø. Hvor en ø som denne er, fortæller jeg kun til ét menneske ad gangen. Der findes mange, men de tåler ikke mylder.

Sad på hug i strandkanten og rensede hornfisken. Nogle af de små bidder indmad der landede i vandet, kæmpede de små fisk om, ålekvabbe yngel tror jeg. De er glubske som små hajer. Bider sig fast og roterer om deres egen akse for at vride lunser af. Nogle trækker af sted med rovet for at have det for sig selv og bliver forfulgt af hele flokken. Set gennem mine øjne, Feeding frenzy i miniature format. Men det er jo bare set fra mit perspektiv, for dem foregår det i fuld størrelse og fuldt alvor. De fleste af dem bliver selv ædt inden de bliver ret meget større. Det kræver dygtighed og held at blive gammel nok til at efterlade sig afkom.

Bjørnø afgang, lige inden jeg lagde fra, kom en kvinde ned på stranden, en fra et hold på fire kajakker der lige havde lagt til nede ved havnen. Hun spurgte lidt ind til min kajak og min tur. Hun kendte godt Fyne Boats som mit byggesæt er købt fra. Hun havde set på et udriggersæt som de laver som man kan sætte på sin kajak så den bliver til en trimaran med sejl.

Det var præcis dét billede af den trimaran jeg oprindeligt var blevet fascineret af og havde sat mig i gang med at tænke i at bygge kajak selv.

Da hun hørte at jeg skulle ned og snuse til Langelands bælt og se om jeg havde mod på at krydse det, sagde hun promte at jeg bare kunne ringe til hende hvis det var et problem. Hun var formand for Nyborg kajakklub og hun ville gerne køre mig og kajakken til den anden side af bæltet hvis bølgerne skulle vise sig for høje eller beslutsomheden for lav. Dét er en hjælpsomhed som man skal prise sig lykkelig over at få lov til at møde.

Jeg vil virkelig gerne frem for egen kraft og krydse over selv, men det giver ro i sjælen at have en alternativ mulighed.