Hvorfor tage på tur så længe og så alene?

Hvad er det bedste ved den her tur?

Det kan jeg ikke svare helt enkelt på.

Det er helheden, kontrasterne mellem vilde bølger og den accentuerede ro der er når man så kommer ind bag et skær og der er helt, helt! Stille.

Helt blankt vand, ingen vind. Tage en slurk te, tjekke kortet, udse det næste punkt at styre efter og så stikke ud igen rundt en pynt og blive grebet af bølgerne og vinden, for på ny at skulle være koncentreret i arme, skuldre og lænd om fremdrift og balance. Frem til man igen glider ind bag et skær drevet af både pagaj og bølger ind i endnu en lomme af helt, helt! stille.

Sene eftermiddage hvor hele havet er fuldstændig i ro. En ubrudt flade af det blankeste blanke kun brudt af småøer og skær der stråler i solen i deres klippefarver i gråt og rødbrunt der sammen med det blå hav slår på en dyb streng af høren til i verden.

At glide i kajakken gennem vandet og se ned i vandet og det skifter fra dybblåt dyb til lavt klart vand hvor man pludseligt tydeligt kan se tang, småfisk og sandbund der virker ekstra skarpt på øjet netop fordi der lige før var ufokuseret blåt i en af havets skiftende blå, blågrå, grønblå, nuancer.

Bare de skiftende nuancer i havets farve. Fra grumset brunligt til den klareste blå der netop er dybblå fordi den fortaber sig i dybet, til mere jadegrønne nuancer der har sit helt eget spektrum af nuancer med solens stråler spillende ned gennem den klare og samtidigt lidt mælkede stoflighed. Farverne kommer som velkendte overraskelser når man sænker blikket fra horisonten og de grå-brun-grønne øer og man ånder dybt ind fordi lige dén blå nuance man kigger ned i er åndeløst smuk.

Man bliver helt fri af syvdages-ugens cykliske tyrrani. Dagene behøver ikke længere navne, de bliver bare til dage; uden rangfølge. Kun årstider, månens faser og vejret behøver navne.

Enhver jæger-samler ville ryste på hovedet over koncepterne 'mandag' og 'weekend. Men nok kunne relatere til 'padledag' og 'hængekøjedag'.

De vigtige spørgsmål er om vinden tillader at man drager på havet og om fiskene bider på krogen.

At være helt alene i dagevis og derfor blive overvældet af skiftet til at gå gennem en lille by hen til et supermarked og købe ind. Se købmanden se lidt skeptisk op og ned ad denne usædvanlige kunde i bare tæer og tøj med mange dages saltskjolder og derefter på vej ned til kajakken slå ud i latter bare fordi det føles skørt og morsomt med denne kontrast. Selve handlingen, at købe ind, føles morsom, jeg forstår ikke helt selv hvorfor. Men stille latter der bare bobler op i ens mave, skal man ikke stille spørgsmål til.

Når det kræver planlægning og omtanke at kunne komme frem til en butik føles ens indkøb ikke selvfølgelige. Jeg bærer store værdier i konserves, petroleum, mel og æg med mig ned til Sisyfos og trækker mig væk fra civilisationen som et par pagajtag senere blot er noget der eksisterer i periferien af min sfære.

At møde mennesker pludseligt og uventet, måske på en mole jeg lige padler tæt forbi, sludrer lidt, for så at glide tilbage i ensomheden med nogle få tag med pagajen og tænke: hvor er de fleste mennesker dog gode og rare.

At kigge ind mod menneskenes huse, om det er igennem halvmørke med regn, eller i strålende solskin. Om det er små hytter der mangler maling eller palæer der næsten er for perfekte i deres ordentlighed og sirligt orkestrerede haver og ikke ønske sig andet end, om nogle timer, at finde et par træer der står et smukt sted og har tilpas afstand til at kunne bære min hængekøje.

Uforudsigeligheden der alligevel bevæger sig inden for nogle rammer der i store træk er ret forudsigelige og egentlig kun uforudsigelige i en ganske snæver forstand. En verden jeg ikke er i tvivl om vil udfordre mig men i mit eget tempo og inden for nogle rammer jeg føler mig sikker på at kunne håndtere.

Ikke at skulle diskutere noget med nogen. Al debat foregår inden for min egen hjernes rammer.

En art tryg forudsigelig uforudsigelighed. De færreste udfordringer har menneskelig oprindelse. Det er mig, Sisyfos, havet, klipperne, bølgerne, solen, regnen og især vinden.

Jeg afgør helt selv hvilke dage jeg kaster mig ud i vinden og hvilke dage jeg kryber i læ og fordyber mig i lige dén bog jeg vil koncentrere al min opmærksomhed om.