Lidt dramatisk vejr til at strejfe Norge. Fra Koster og ned gennem sundet mellem Nord-Koster og Syd-Koster var der læ og roligt vand. Ud i det åbne mellem Norge og Sverige var bølgerne og vinden tiltagende. På ingen måde alarmerende, men det var modvind og jeg synes jeg gik næsten i stå. Det var lidt mere end vejrudsigten havde stillet i udsigt. Det er svært at bedømme sin fremgang gennem vandet når man kun kan tage bestik af en kyst flere kilometer væk, især når man også har en fjern kyst ud til siden som man ikke sejler parallelt med, men har en kurs der går i en vinkel på en tænkt linje til en parallel kurs. Jeg synes virkelig ikke jeg kom nogen vegne. Jeg ændrede kurs ind mod en ø der er en af de yderste Svenske op mod grænsen. Der ville jeg spise sen frokost, klokken var fire, og bestemme mig for om jeg gad fortsætte helt op til Norge den dag. Det var ikke langt men vinden var træls.
Frokosten hjalp og vinden lagde sig vist lidt, så jeg fortsatte de sidste par kilometer.
Op mod Norge fandt jeg ud af at jeg ikke helt havde bestemt mig for om jeg virkelig ville vende om og padle hjem eller fortsætte. Jeg kunne godt fortsætte, det var bare en beslutning.
Det var en fabelagtig smuk dag med solen der skiftevis gemte sig lidt mellem drivende skyer og dramatiske skyformationer langt ude over havet og flere ind over landene der gav regn og regnbuer langt borte mens jeg padlede i tørvejr. Vinden havde lagt sig til at give lidt fine bølger uden at være for kraftig til rigtig at genere, selvom den kom ind skråt forfra. Jeg kom helt ind til skærene på den Norske kyst og padlede ind bagom nogle stykker. Jeg overvejede igen hvad jeg mest havde lyst til og fandt ud af at det var at padle hjem igen. Jeg ved ikke om min sjæl også var taget lidt i forvejen til Norge, jeg tror det ikke, jeg tror faktisk den bare blev siddende på en lille ø i Kosterhavet og ventede på at jeg kom tilbage. Hvis den sad på den Norske kyst må den være blevet skuffet, for jeg gik ikke i land, jeg satte høretelefoner i ørene og skruede op for KLF ’The White Room’ og padlede et lille stykke ind mellem skær og kyst før jeg langsomt drejede kursen mere og mere over tilbage mod Sverige. Last train to Transcentral, The White Room’ (“Lee Marvin on the jukebox, Wandering star”) og ‘All Bound For MUMU Land’ hvis man skulle kende KLF. Det var en af de sene eftermiddage hvor det skiftende vejr-drama gør at man ikke ønsker sig at være noget som helst andet sted i verden.
Solen der i den sene eftermiddag stod der på himlen hvor det rigtig går op for en hvor længe solen er på himmelen i de nordiske somre. Jeg har altid fornemmelsen af at det er eftermiddagen der er blevet særligt forlænget. De drivende skyer gav skiftende solkegler der oplyste dele af kysten der stod i stråleglans i kontrast til de mørkegrå klipper der lige i det nu stod i skygge, men snart også ville få deres solstrejf og blive oplyst. Jeg tog nogle få billeder, fordi det burde jeg. Men de billeder man kan fange med kamera vil altid være en skuffelse. At filme det er ikke stort bedre. Man skal sidde midt i det og både se, tænke og mærke. At beskrive det farer vist ikke meget bedre, men måske giver det læseren lyst til at finde det selv, lige som med små magiske øer og det blå vand i urskoven som Axel Sandemose skriver om; man skal flå klæderne af sig og springe ud i det, for blot at få sit eget lille glimt som man så kan bære med sig altid.
Jeg skulle rundt en del små-øer i den efterhånden lave sol før jeg fandt en perfekt lille vig hvor der var sand til Sisyfos og træer til hængekøje og læ for vinden.
Da jeg var meget ung vandrede jeg ofte i Jotunheimen; bare mig, min rygsæk og bjergene i en måned ad gangen. Når jeg kom hjem, var jeg badet i fornemmelsen i lang tid efter hjemkomsten. Men fornemmelsen, uden nogensinde helt at gå væk, blev langsomt vasket af i civilisation og brusebade.
Jeg ønskede mig en dør hvor jeg fysisk kunne gå ud i bjergene når jeg trængte til at få genopfrisket urkraften. Men sådan en dør findes desværre ikke i bogstavelig forstand. Man må pakke rygsækken eller kajakken og kæmpe sig ud i det for at mærke den fulde styrke.
Der findes, en slags dør for man har det altid med sig, man kan ikke fysisk træde ud i det, men det findes som fornemmelser og billeder i et rum i bevidstheden som man kan træde ind i. Desværre svækkes det mellem menneskenes huse.
Flere år uden skikkelig påfyldning gjorde det til blot en sagte hvisken. Mine lange ture med Nicholas i kajak de sidste mange år gjorde bestemt den hvisken tydeligere igen. For selvfølgelig at svækkes nok engang efter hjemkomst. Jeg trængte efterhånden til et råb.
Jo, døren findes skam. Nogen kan åbne den med meditation andre har deres egen personlige metode. Jeg skal have en rygsæk på nakken eller en kajak under røven med grej til at kunne bevæge mig lige ud efter næsen i dagevis, uden at skulle find hus eller ly, da jeg selv har ly og føde med. Jeg bliver nødt til med jævne mellemrum at træde ud i det, helt kropsligt og konkret. Og jeg skal være så længe derude at jeg glemmer hvad dag i ugen det er og i øvrigt også er ligeglad, fordi dage og timer mister deres betydning og overtages af de mere betydningsfulde spørgsmål: Hvor højt står solen på himmelen og mon vi får regn?
Alaska
Når man padler fra Norge til Sverige mellem kysten og den ø der ligger i første række kommer man, som en geografisk kuriositet, til Alaska.
Ens øjne bliver fanget af nogle ret fantasifulde små bygningsværker udført i mørtel og natursten fra området.
Stedet er bygget i trediverne af en eventyrlysten fiskerdatter der drog til Alaska og fandt tilstrækkeligt guld til at komme hjem og bygge de her hytter, balustrader og terrasser og hun kaldte stedet for Alaska.
Mens hun levede, var det et udflugtsmål og traktørsted. Hovedhuset brændte desværre i tresserne, men resten står og er et besøg værd.
Der skal også købes ind. Jeg padlede ind til Strømstad og håbede at jeg kunne finde en tryg plads til Sisyfos. Jeg er mere og mere rolig ved bare at lade kajakken ligge ved de helt små byer; større byer er en helt anden sag. Lige inden for havnehullet, yderst på den ene mole lå der nogle små sejljoller på en lav kaj. Der var også noget der lignede et klubhus og en lille flydebro. En gut i våddragt så ud til at være ved at rigge en af sejljollerne til. Han fik øje på mig og kiggede nysgerrigt. Jeg er vist begyndt at tiltrækkes af sådanne nysgerrige blikke som insekter tiltrækkes af tændte lys i mørket. Jeg sværmede derhen og sludrede lidt med ham om hvad for en tur jeg var ude på. Jeg spurgte om han vidste hvor jeg måske kunne lægge kajakken mens jeg fik købt ind. Jeg kunne da bare lægge den der ved deres klubhus, det mente han var sikkert nok.
Man skulle gå en bid vej ud af molen for at komme derud, så jeg tænkte at det sikker ville være fint.
Jeg kunne få alt hvad jeg behøvede, fra whisky over gas til gule ærter på dåse.
Da alt var stuvet på plads, var Sisyfos lastet så grundigt at selv hullet til foden i den ene svømmefod måtte træde til og være opbevaringsplads for en bakke æg.
Det blæste en del fra vest da jeg padlede ud, så det blev en kort tur ud til et sted hvor jeg kunne sove.
Og så, dagen efter, ikke et sekund for tidligt, tilbage til Koster.
Jeg padlede rundt om en mindre ø der havde flere steder der så gode ud på kortet. Jeg ville finde et rigtig godt sted og tog mig god tid.
Jeg fandt en lille beskyttet vig hvor der var læ for vestenvind.
På en lille skråning over den lille vig stod der to små træer der havde perfekt afstand til hængekøje. Fra køjen kunne jeg så nyde udsigten ud over vigen og det lille stræde mellem denne ø og naboøen mod nord.
Jeg indrettede kabys i vestkanten af stranden i læ af klippen så der ville være morgensol næste dag når jeg skulle lave morgenmad.
Næste dag padlede jeg ud og forsøgt at fange fisk – men de ville ikke bide, men det var en smuk tur rundt om de tre små øer der lå tæt ved hinanden.
Sidst på eftermiddagen kom to fyre padlende og spurgte om det var i orden at de også slog lejr der.
Hyggeligt med selskab og der var masser af pladser til telt.
Adrian og Zet arbejdede begge som guider. Zet, som jeg forstod, det hver antarktisk sommer med ture på Antarktis. Adrian Arbejdede delvist som guide, delvist med arrangementet af BANFF filmfestivalen i Europa.
Det blev til meget tur- og grej-snak
En skeptisk og gnaven lokal
Vi var godt i gang med at pakke næste dag. Dvs Zet havde pakket og ville suge noget sol mens Adrian fik pakket sit færdigt. Jeg ventede lidt, fordi jeg bare skulle flytte lejren til et sted i nærheden. Pakningen blev afbrudt fordi Adrian absolut måtte fotografere Zet der sad og kløede et af de lam der græsser på øen godt og grundigt i pelsen. Lammet viste Zet en hengivenhed som tydede på at det var det bedste der var hændt det denne sommer. At Zet satte sine solbriller på lammet, var intet problem så længe han blot ville klø godt og grundigt. Adrian knipsede løs. Mange fine billeder af menneskenæse og lammesnude mod hverandre. At vi grinede tog lammet oppe fra og ned, så længe menneskefingre dog ville klø som kun menneskefingre kan.
En båd der tydeligvis var en lokal båd til arbejdsbrug lagde til i kanten af den bugt hvor vi havde lejr og en ældre mand gik målbevidst, uden at se op på nogen af os, hen for at skovle noget sand op i en lille spand. Sandet her er strengt taget ikke sand, det er primært fint formalede muslingeskaller.
Adrian spurgte ham venligt om det var hans ø. Han næsten bjæffede tilbage at det var det bestemt ikke det var jo inddraget af staten til denne fordømte nationalpark. Adrian snakkede en del med ham, jeg kom nærmere og blandede mig lidt. Efter små ti minutters snak var han tøet op og fortalte beredvilligt, og nu med smil og glimt i øjet om hans syn på nationalpark, Stockholmske embedsfolk og norske turister. Ingen af disse nærede han den ringeste grad af kærlighed til.
Han forbrød sig fuldbevist mod bestemmelsen om at fjerne sand eller sten fra nationalparken ved at hente sin spand med knuste muslingeskaller. Han gav dem til sine høns og han havde hentet den smule han skulle bruge netop på dette sted siden tresserne og mente han måtte have hævd – uanset hvad snottede embedsmænd ellers måtte mene om sagen.
Hans rødder i området kunne han spore i hvert fald tilbage til sekstenhundredetallet så deres påfund og begrænsninger for dem der, som ham selv, havde dybe rødder i klipperne og havet her fyldte ham med retfærdig harme. Nationalpark for at beskytte naturen? Han mente at det ville være bedre at gøre det til militært skydeterræn. Så kunne de lokale færdes her det meste af tiden og de ’Jävla nordmenn’ ville ikke turde komme her i deres alt for store og dyre motorbåde.
Huspriserne på Koster var drevet i vejret af at halvdelen af husene nu var ejet af nordmænd og de lokale unge ikke havde den ringeste chance for at have råd til at købe hus.
Og deres bestemmelser for jagt og brug af blyhagl havde ingen gang på jord. Han var selv blevet ramt af rikkocherende stålhagl der havde ramt klippe og ikke deformerede lige som blyhagl, de få gram han skød af på en jagtsæson vejet op mod de miljøgifte der ellers blev udledt, var jo helt ude af proportion.
Snakken gik lidt på vores bål af drivved, som var ok. Han fortalte at de lokale når de havde fundet drivtømmer de kunne bruge, markerede det ved at lægge nogle sten ovenpå sådan en stak som de havde samlet for at hente senere for at markere at de havde erklæret ejerskab. Han var engang stødt på en nordmand i motorbåd som var i gang med at brænde træ fra sådan en stak som han havde markeret med sten. Det kom til en udveksling af knubbede ord som nordmandens hund reagerede på og naturligt nok gøede aggressivt. Da nordmanden ikke ville kalde sin hund til sig, stak han to patroner i sin haglbøsse og sagde at hvis den hund ikke var bragt under kontrol inden han havde talt til tre. Han lagde haglbøssen til kinden og talte en-to… og nordmanden brød ud i et næsten panisk skrig til sin hund der kom i snor. ”Jeg havde også skudt den hvis ikke…”
Så længe Sverige råder over den slags indbyggere skal andre lande nok betænke sig to gange inden de prøver at underlægge sig landet.
Han var humoristisk og havde et venligt glimt i øjet,, efter glimtet var tøet op men var ikke den mand man skulle ønske sig som fjende.
Min kajak blev taget i øjesyn og jeg fortalte om konstruktionen. Både, krydsfiner og deslige var ham ikke fremmed og hans vurdering af kajakkens bredde var blot en centimeter fra de 61 som den er bred. Han spurgte om den var 60 cm.
Da han var gået bemærkede Zet at det måtte være hårdt at bære på så meget vrede.
Det må være hårdt.
Jeg forstår godt vreden. Forstår ikke viljen til at belaste sig selv med den.
Jeg forstår godt at han og hans forfædre og formødre i århundreder har skabt en tilværelse her på kanten af den civiliserede verden. De fleste ville betakke sig og søge til mildere steder fjernt fra havets kræfter og klippernes nådesløshed. Men han og hans slægt har klaret sig og holdt ud. Når så nyrige nordmænd kommer i deres flotte motorbåde for at se og blive set, byfolk kommer i deres kajakker for at leve deres drøm om det vilde naturliv ud og departementscheferne kommer med deres ideer om at beskytte naturen som han og hans familie altid har været en del af og været prisgivet, så ser han at han og hans folk klarede sig sammen med naturen uden at den ene eller den anden blev for stærke. Harmoni vil jeg nok ikke kalde det – de har udryddet mange vilddyr som de har set som konkurrenter, de hader sæl, ulv, skarv og ørn som de har set som konkurrenter. Nutildags går det meste af deres vrede ud over mink som ingen elsker fordi de er invasive og fredløse. Der er ingen engle blandt os mennesker som har invaderet hele jorden. Overlevelse er drevet af rå nødvendighed. Men virkeligheden ser man heller ikke sandt og klart fra et skrivebord og de tiltag som ministerierne finder på, ser nødvendigvis virkelighedsfjerne ud fra et menneske der klarer sig og sine midt i virkeligheden.
Den fineste tekst jeg kender der beskriver dette er Dire Straits ’Telegraph Road’: ”Then came the churches, then came the schools, then came the lawyers, then came the rules then came the trains and the trucks with their loads And the dirty old track was the telegraph road…” Og så er Mark Knopfler der med guitaren… Og senere: “I’ve seen desperation explode into flames, and I don’t want to see it again…”
De har været her i århundreder og nu kommer tamme mænd og vil fortælle dem hvordan de skal leve her fordi andre byfolk pludselig har fundet ud af at de også gerne vil være her en måned hver sommer i den smukke milde sommernatur. Og fjerne mænd fjernt herfra sender store skibe ud på søen fjernt herfra og fjerner fisk som så aldrig kommer tilbage her til deres farvand så mennesker, skarv og sæler her ikke har nok føde de kan fange. Hadet bliver så rettet mod sæl og skarv men ikke mod de fjerne fiskefartøjer der tager de fleste fisk. Ikke mod udledningen af forurening der svækker fiskene.
Copyright © Alle rettigheder forbeholdes