Da jeg havde købt ind, spist frokost og pakket i kajak, trak jeg i tørdragten – rædsel! Halsmanchetten revnede fra randen og fem cm ned.

Jeg skiftede håndledsmanchetterne lige inden jeg tog afsted, da de var lidt medtagne. Halsmanchetten så ok ud. Jeg havde skiftet den for ca tre år siden og den så ok ud. Det var den så ikke. Nå, jeg gad egentlig ikke padle så langt og der var østen vind så jeg besluttede mig for at tage ud til Peter Freuchens ø igen. Der måtte jo være læ på vest siden. Der var som på en trope ø og fordi det blæste var der ingen mennesker der tog derud dén dag.

Jeg fandt et par træer at hænge køjen i. Jeg tog det næst bedste sted, der var digesvaler der havde rede i  skrænten lige ved det bedste sted – dem ville jeg ikke forstyrre, de var der jo først.

Surmulede lidt over tørdragten, men tog mig sammen og lappede flængen sammen med en stump gummi jeg havde ladet sidde fra dengang jeg skiftede manchetten ud. Nogen gange betaler det sig ikke at være så sirlig. Noget af den gamle manchet sad lidt skjult så jeg havde ikke syntes at det var umagen værd at klippe det hele væk.

Det så ud til at virke. Men jeg skal nok have fundet et dykkercenter hvor jeg kan få en ny manchet sat i.

Nød resten af dagen på min tropeø i køjen og besluttede først at tage af sted næste dag om eftermiddagen da vejrudsigten lovede at vinden ville løje noget af.

Klokken lidt over fire lage jeg fra land. Vinden skulle lægge sig mellem fem og seks, så jeg var lidt tidligt ude.

Rundede nord spidsen af øen. Vinden havde ingen intension om at lægge sig. Jeg gik rundt og padlede hen langs øst siden af øen for at give vinden lidt tid til at besinde sig. Det gjorde den ikke, den skiftede retning en smule og satte trumf på med slagregn. Jeg gik i land og overvejede situationen og besluttede mig for at padle noget op mod vinden for at kunne vende lidt længere ind i fjorden for så at kunne sætte kurs mod Tårs. Der var bare tre fire kilometer derover og en primitiv overnatningsplads som jeg overvejede at blive på indtil vinden blev mere gunstig. Jeg passerede færgelejet, kiggede ind mod den lille havn og blev enig med mig selv om at jeg lige så godt kunne fortsætte mod det næste sted hvor der var shelter, oppe ved Onsevig. Der ville nok være noget modvind men det var bare omkring ti kilometer, så det gik nok.

Der var modvind en del af vejen, en stor del af vejen og regnbygerne blev tættere og tættere. Jeg nåede frem ved otte tiden og glædede mig til shelter. Der var også nævnt en restaurant på havnen og det var måske nu jeg skulle forkæle mig selv lidt?

Deres sheltre ligger meget fint helt ud til vandet. Men jeg måtte skuffet konstatere at der ikke noget sted var mulighed for at trække en kajak på land. Jeg fortøjrede ved en flydebro og gik op og så på forholdene.

Der var opsat feltsenge i det ene shelter og en større luftmadras i det andet og sat en seddel om at der var meget reserveret. Men der var ingen folk. Jeg gik en runde på havnen, de folk der var sad inde i den lille hyggelige restaurant. Det var givet vis flinke folk som jeg nok kunne få til at rykke sammen for en træt og våd kajakker. Men, jeg var træt af at jeg ikke kunne få min kajak på land, især da vinden ville gå i vest i løbet af natten og så ville stedet ud for sheltrene være ret eksponeret.

Jeg stod lidt i regnen og overvejede situationen, Så på kort og vejrudsigt på min mobil, hvilket var nær umuligt da regndråberne også blev opfattet af det lille bæst som berøringer af fingre så den zoomede ind og ud på de kort jeg prøvede at se på.

Jeg var ikke rigtig i dårligt humør. Jeg havde dog lige regnet med at jeg var nået i sikker havn og ly og kunne få noget aftensmad og et tørt sted at sove.

Jeg tænkte, ’fanden stå i det’ hoppede i kajakken og padlede videre i skumring og regn. Jeg vidste godt at Nord Lollands kyst ikke byder på ret mange gode steder at bivuakere og at regnen først ville stilne af ved to tiden om natten.

Men jeg var i det humør hvor jeg bare har lyst til at klø på.

En times tid senere lagde jeg ind på kysten fordi jeg skulle have lidt mad i maven, det blev en hurtig fire cm tyk skive spegepølse og nogle skiver rugbrød. Jeg skulle også have lidt mere tøj under tørdragten; reparationen holdt ind til videre. Jeg troede ikke jeg havde mere te på termokanden og gad ikke rigtig finde grej frem til at koge vand, så stor var glæden da jeg fandt ud af at jeg huskede helt forkert og havde en termokande der var to tredjedel fuld. Varmt tøj på, varm te i termokoppen, tusmørke og regn. Jeg stod og følte mig godt tilpas og havde lyst til at padle ’straight on till morning’.

De fleste regnvejrsnætter foretrækker jeg klart at være krøbet i posen og få sovet. Jeg er forholdsvis resistent over for at blive skuffet over at det som jeg troede var enden på strabadserne ikke er det fordi det sted man troede man skulle slå lejr ved ikke dur eller er optaget. Jeg har været på tilstrækkelig mange natpatruljer i forsvaret hvor den Magirus lastbil som man var blevet lovet skulle samle en op, kører tre hundrede meter før man når frem så man lige skal gå ti kilometer igen – til det næste opsamlingspunkt, hvor de så laver samme nummer igen. Jeg regner aldrig helt med at det er overstået, heller ikke når man har sat sig til rette i lastbilen. Variationen er at lastbilen ’desværre’ går i stykker efter få kilometer og man må ud og gå igen.

Intet er sikkert her i livet. Så det er godt at have på rygmarven at man går videre og glæder sig over at det i det mindste ikke sner. Eller noget andet det ikke gør, hvis det nu sner.

Jeg fortsatte i regnen og det tiltagene mørke. Der er temmelig lavvandet ud for nordkysten af Lolland så alt andet end joller og kajakker er gået på grund længe inden de kan sejle en ned. Så jeg besluttede det var bedre at sejle uden lanterne og dermed have en smule bedre nattesyn. Jeg kunne også se alt jeg havde brug for at se ud over eventuelle sten lige under vandoverfladen. Dem er der så heldigvis ikke mange af på den kyst.

Jeg nød det dejligt absurde i at padle af sted i regn og mørke, se ind mod de få huse der stadig havde lys i vinduerne og følte at jeg havde verden herude i regnen helt for mig selv.

Det er en af fordelene ved at være på tur alene, der er kun ét hoved der skal være i det rette gear til at gribe sådan en nat i regnen når tandhjulene lige falder i netop dét hak hvor det føles befriende at gøre det tåbelige.

Regnen stilnede af ved to tiden. Jeg passerede et lille havneanlæg der ligger et godt stykke fra kysten forbundet dertil med et dige. Jeg gled stille forbi det spøgelsesagtige gamle fiskerleje, ekstra stille efter regnen var stilnet af og jeg var i læ for vinden.

Lidt længere ned af kysten lå et skovstykke helt ud til vandet. I mørket var det næsten ikke til at se hvordan stranden under træerne så ud. Men jo, der var da et træ der så ud til at være væltet ud over stranden. Perfekt til at trække kajakken ind under og sætte hængekøje op ved. Godt i skjul. I mørke er det svært at bedømme hvor godt man er skjult når det bliver lyst, men det virkede som en skov der ikke tiltrak særligt mange besøgene.

Jeg fik famlet hængekøjen på plads og ordnet alt det praktiske. Klokken var halv fire og jeg lovede mig selv at jeg ikke behøvede at padle den næste dag.

Jeg vågnede tidligt, solen skinnede og jeg spurgte mig selv om jeg ikke godt måtte padle videre alligevel, og det måtte jeg godt.

Lidt nede af kysten ligger Kragenæs og lidt derfra står et kunstværk der hedder Dodekalitten. Kjel der hjalp mig med indkøb i Nakskov havde sagt at jeg absolut måtte stoppe og se det.

Så det gjorde jeg.

Kragenæs er en ret lille havn. Jeg stak ind i marinaen og lagde til ved havnekontoret. Jeg spurgte om det var ok at jeg lod min kajak ligge fortøjret ved en lille tømmerflåde mens jeg gik op og så på Dodekalitten og om jeg måtte tanke vand på mine vanddunke. Hende der passede kontoret var meget venlig og sagde at det kunne jeg sagtens gøre. De solgte nogle få ting i butikken der var havnekontor og reception for deres lille campingplads. De havde hakkebøffer på dåse. Det er godt at have sådan nogle som proviant, der er nemlig en del kød i, modsat mange andre færdigretter. De er gode som kødet hvis jeg selv vil improvisere en eller anden gryderet. Alle de butikker jeg ellers har været i på turen har haft udsolgt af det. Gad vide om de er blevet hamstret her i Corona panikken.