Sidste lejr på nord Lolland blev tæt ved en slags feriekoloni. Der var et shelter man kunne bruge efter aftale med dem der evt måtte være der. Vinden stod bare lige ind på kysten der, så jeg foretrak hængekøje i nogle træer på stranden et stykke tilbage hvor der var læ.
Vinden stod ind fra det hjørne i et par dage og jeg skulle krydse over ret åbent vand over til Falster så jeg måtte blive i området et par dage.
Fra kolonien kom der en gruppe mænd forbi som jeg snakkede med. De kendte hinanden siden første klasse og mange af dem fra klassen mødtes stadig. De var på sheltertur en aften denne gang bare nogle stykker. Imponerende at de holdt kontakten efter små tredive år.
Jeg fik også besøg et par gange af Eva og Søren der havde lejet sig ind på kolonien for at holde et seminar for en gruppe de havde arbejdet med i en del år. Det handlede om selvudvikling og om at gøre det der udvikler en i stedet for at sidde fast i vante mønstre. Vi snakkede naturligt nok om den måde jeg havde kappet mine bånd for at udvirke et temaskift i mit liv. Uden at vide præcist hvad den ændring skal komme til at indebære, dét skal nok vise sig, men i klar erkendelse af at man nogle gange skal kaste sig ud i uvisheden for at opnå vished om hvad man gerne egentlig gerne vil.
Der var klare ligheder i de tematikker de arbejdede med med deres kursister og det projekt jeg er i gang med, så det var en god dyb snak. Da jeg brød lejr op for at padle mod Falster kunne jeg komme ind og fylde vanddunkene op i feriekolonien.
Det blev en tur på et langt stræk fra Lolland til nord Falster hvor jeg fandt mig til rette i et træ. Næste morgen brød jeg op tidligt og fortsatte rundt Falster, under Storstrømsbroen og ned mellem Falster og Møn. Tog et godt stræk i ret åbent vand ned mod Stubbekøbing. Der er ikke så bredt der, det føltes bare sådan fordi vinden fik magt og lavede bølger der helst ikke skulle blive meget større med to kilometer til land. Men vinden var i ryggen så det gik godt og relativt hurtigt. Stubbekøbing er en af de få byer jeg har været forbi hvor man kan sejle sin kajak op på stranden og gå et minut op til enten Fakta eller Netto, købe ind og være tilbage ved kajakken inden for et kvarter. Der virker også så fredeligt at jeg var helt tryg ved at lade Sisyfos ligge der helt alene.
Friske grøntsager, fersk kød og kolde øller til aften – luksus.
Så skulle jeg bare det sidste stykke ned rundt om hjørnet på Møn og hen til en shelterplads på sydkysten.
Jeg kom derhen og kunne tydeligt lugte at der var mennesker oppe i skoven ved shelterpladsen – røg. Noget primitivt i min hjerne sagde – fremmede – og jeg blev på den øde strand. Der var det fineste sted at sætte hængekøje op neden for skrænten hvor den mødte stranden og jeg var i humør til at være alene så jeg slog lejr der.
Næste morgen ville jeg lige se hvordan shelterpladsen så ud. Den ligger rigtig fint i mellem træerne med udsigt ud over havet. Menneskene der havde haft det bål jeg kunne lugte aftenen før var et meget sødt par på cykeltur. Hun fra USA han fra Argentina. De havde arbejdet i Århus vinteren over og vidste skam godt hvor Brabrand lå, dér havde de nemlig boet. De var også taget derfra i starten af maj og deres rute var i store træk en spejling af min, bare på cykel inde på land. De skulle så nu ned over Falster og håbede på at komme med færgen til Tyskland. Deres mål var at komme til Istanbul hen over sommeren og overvintre der. Hm, det ville nok have været hyggeligt hvis jeg havde kigget op aftenen før. Men ethvert valg indebærer fravalg af resten. Men sjovt at vi havde fulgtes uden at vide det og så lige have hilst på hinanden inden vore skyggeveje skiltes.
Sidste etape inden Møns Klint, et pænt langt stræk langs med kysten med en ikke helt medgørelig vind.
Jeg kiggede ind i klintholm havn og fik tanket ferskvand på. Det var halv sent og der skulle være en primitiv lejrplads der. Det var der skam, en lille græsplæne lige midt i det hele. Jeg så mig selv komme ud af mit telt næste morgen, klø mig selv lidt hvor det nu klør når man lige er vågnet og hilse på alle de folk der nu havde frit udsyn fra deres feriehytter og hvad der nu ellers omkransede den lille teltplads. Jeg brød mig ikke om tanken og padlede videre til en shelterplads nogle kilometer videre mod klinten.
Det var en god plads, heldigvis, Jeg hang fast i området fire dage fordi vinden stædigt blæste kraftigt lige ind fra øst. Jeg kunne nok godt være kommet rundt, men jeg ville også gerne nyde udsigten og ikke bare koncentrere mig om at holde balancen, så jeg ventede.
Jeg brugte hængekøjen, jeg foretrækker faktisk hængekøje og har ikke på noget tidspunkt savnet en seng, og så optog jeg ikke shelterplads.
Der var et hold på tre gutter der lige havde overstået eksamen og bare skulle ud en aften og have frisk luft og bål og et par på vandretur.
Næste formiddag kom der et ungt par som fortalte at de på grund af Corona ikke kunne tage til udlandet og da de havde nogle dage fri havde de besluttet sig for deres første sheltertur. Lidt efter kom de med deres ting; hun med en lille trolley og han med en sækkevogn med to flyttekasser. Jeg smilte og sagde ’nå, I flytter nok ind’. Ja det gjorde de. De indrettede sig med klapstole stearinlys og andet bohave og hyggede sig tydeligvis. Det er nok ikke lige shelterkonceptet i en nøddeskal, men der kom ikke andre den aften så der var ingen der led overlast. Jeg gik en lille tur på stranden og så et meget fint træ i kanten af stranden, det var lidt skulpturelt og trak i mig med ideen om et fint sted til hængekøje. Da jeg kom derhen kunne jeg se en mand der sad lige inde bag strandvolden i en lille klapstol ved siden af et meget lille telt, en kop kaffe i hånden og et roligt blik ud over havet.
Vi udvekslede lidt ord. Han var selvstændig, med kone og børn og gav sig selv fri en gang om året til at sidde for sig selv i fem dage og bare kigge ud over havet.
Jeg havde min hængekøje og ventede på at vinden skulle lægge sig, det unge par sad og hyggede sig inderligt i deres klapstole ved shelteret og han sad og fandt ro og omtanke ved at se stille ud over havet. Det var en sært poetisk situation som enhver regelrytter kunne komme og stemple med paragraffer og modbestemmelser. Men der kom ikke nogen og vi fik lov til at være, i hver vores lille naboklokke.
Jeg fik besøg af Carsten der har sejlet en del langture i havkajak – også med de rød-hvide bånd for Danmark rundt. Kjel i Nakskov skrev til ham, lige efter jeg var sejlet derfra, om han evt kunne hjælpe mig hvis jeg havde behov for det på Møn.
Det ville han gerne. Jeg havde ikke rigtig brug for noget, men jeg ville meget gerne møde den mand som Kjel umiddelbart kom til at tænke på som en der gerne ville hjælpe langturspadlere. Det måtte være en der var værd at møde. Vi fik aftalt at han kom ned til shelteret med pizza og vin. Han var klart værd at møde og vi fik snakket en masse kajaknørderi. Han kom blandt andet med den gode ide at jeg jo kunne komme hjem fra Norge med færge til den tid, med kajakken på hjul og en billet til cykel med anhænger. Det havde han set en der gjorde. Det var ikke nogen dum ide. Hyggelig aften og klart en mand der var værd at møde.
Nede på stranden kunne man se ud mod klintens blæst og bølger. Windsurfere og kitesurfere myldrede rundt mellem hinanden ude ved pynten og havde en fest. Ikke kajakvenligt men perfekt til små vinddrevne fartøjer.
Næste hold i shelteret var en flok fyre der boede i København, men var vokset op sammen i Nakskov. De skulle ind og købe ind og tilbød at købe noget med til mig. Jeg havde for så vidt proviant nok, men lidt friske grøntsager, pølser at grille og et par øl når jeg nu alligevel hang der og ventede på at vinden løjede af. Så, ja tak. Meget fine fyre som jeg snakkede med det meste af aftenen. Det blev ret sent og ret øllet.
Næste hold var to mænd på min alder knap og nap, gamle venner på tur. Vi faldt også i snak og de bød på aftensmad. Så det blev endnu en hyggelig aften med bål og grillmad. Jimmy og Henrik der bor syd for København. Vi møder dem igen når jeg passerer derforbi.
Man kunne muligvis godt få flere uger til at gå ved det shelter og grille og hygge med de mennesker der nu kom forbi på tur.
Jeg trængte til at komme videre og glædede mig til klinten. Jeg skulle også have fyldt ferskvand på dunkene. Jimmy havde fortalt mig at der var det fineste vand der løb ned af klinten ved en af trapperne, så det satsede jeg på at kunne komme i land og fylde på.
Der var gode store bløde dønninger ved klinten, svag vind og solskin. Det var en lille omvej at runde den men turen værd og der var det klareste vand der løb ned af klinten lige ved en af trapperne.
Sov på stranden på det nordlige Møn og stak afsted igen tidligt næste morgen. Der skulle skovles noget vand agterud nu. Næste ryk fra Møn op til kysten lige syd for Præstø. Fin skrænt med træer til hængekøje. Videre op mod Stevns. Vinden var svag så jeg kunne stikke lige over Faxe Bugt. Lidt op ad kysten kom jeg til en lille mole. Jeg gik ind på stranden lige syd for molen for at se om jeg kunne få noget ferskvand. Kiggede lidt rundt, der var toiletter, så det kunne jeg nok. Gik lidt videre og kiggede nysgerrigt. En lille pige på løbehjul var det eneste menneske. Hun spurgte hvad jeg lavede. Jeg sagde at jeg manglede ferskvand. Det kunne jeg godt tage på toilettet mente hun. Hun fortalte om sin far og hans både. Han var ved at istandsætte en og manglede fire bolte til at gøre motoren fast. Dét og meget andet fik jeg fortalt.
Hun havde meget at berette. Mindede mig lidt om min søn Nicholas, da han var i den alder, der også meget gerne talte med alle og fortalte det der nu optog ham til alle de mennesker han mødte. Da hun så de dunke jeg skulle fylde vand på sagde hun at hun vidste lige hvad for en vandhane jeg skulle bruge, de kunne jo ikke gå ind under vandhanen på vasken. Det skulle hun nok vise mig.
Hun brugte sine øjne godt og tænkte klart og hurtigt, ingen tvivl om det.
Der var ganske rigtigt en vandhane under vasken som mine vanddunke passede ind under. Det er ikke alle otteårige der lægger mærke til dén slags nyttige detaljer.
Hun spurgte om jeg kunne lide frikadeller; hendes søster havde lavet nogle gode nogen aftenen før.
Jo da, jeg kan godt lide frikadeller.
’vil du med hjem og have nogle frikadeller?’
Hurtige tanker: Hvad ville hendes forældre lige sige til at hun møder en gråskægget mand nede ved vandet og inviterer ham hjem på frikadeller?
Jeg spurgte, voksen logisk, hvad hun troede hendes mor ville sige til det. Hun behøvede ikke et splitsekund til at nå frem til det logiske svar på dét voksenspørgsmål. ’Jeg kan spørge hende’
Skakmat i et træk. ’Ja, det kan du, så pakker jeg vanddunkene i kajakken og drikker lidt te imens’.
Der gik ikke mange øjeblikke før hun var tilbage og sagde at det var fint med hendes mor.
Så jeg tog pagajen under armen og rygsækken med de vigtigste ting på ryggen. Det var et meget fredeligt sted, så jeg var nu ikke bekymret for Sisyfos.
Så håbede jeg bare at hendes forældre var lige så gæstfri og venlige som Bella.
Det var de. Hendes mor kunne fortælle mig at Bella ikke rigtig havde spurgt om det var i orden at tage mig med hjem, hun havde vist snarere givet besked om at det gjorde hun.
Hendes far kom hjem fra arbejde lidt senere og virkede ikke det ringeste overrasket over at der var en gæst og at hans datter havde fundet nævnte gæst på stranden. Der kom flere lokale forbi på visit, så det var tydeligvis et meget gæstfrit hjem.
Jeg blev inviteret på aftensmad og sad og snakkede hyggeligt et par timer.
Detaljerne om hans både og de fire bolte han manglede havde hans datter fortalt mig det meste om. Men der var meget andet om sejlads og fiskeri at tale om.
De havde rejst en hel del og gav gerne den gæstfrihed der var blevet vist dem videre.
Det er ikke alle forældre der viser deres otteårige datter den respekt at acceptere hendes vurdering af at have mødt et menneske man godt kan invitere med hjem.
De er heldige at have en så kvik og åbensindet datter. Og hun er heldig at have forældre med så meget hus og hjerterum.
Så gik jeg tilbage til min kajak, fulgt af Bella der gav mig et vættelys som en lille erindringsgave.
Hun kunne til nøds huske deres adresse, som jeg skrev ned da det gik op for mig, at jeg nok hellere måtte sende hende et postkort fra Norge.
Der var to-tre timer til solnedgang så jeg fortsatte nordpå.
Jeg fandt et sted en times padlen længere oppe ad kysten med hængekøjetræer.
Et stykke op ad kysten næste morgen og jeg nåede til Stevns Klint. Der var halv-store bølger der ikke havde lagt sig. Vinden var løjet af. Jeg padlede forsigtigt ud ved næsset hvor klinten starter. Stak næsen op forbi pynten, hvor jeg bare padlede forsigtigt parallelt med næsset og mærkede bølgerne og vurderede om det var sikkert at runde næsset og sejle langs med klinten. Jeg kunne se at der ikke var mange steder at komme i land hvis det skulle gå galt. Bølgerne slår lige op ad klinten langt det meste af vejen.
Bølgerne var store, men det var store bløde dønninger. Jeg stak næsen lidt længere frem, kunne se lidt strand under klinten noget længere henne; traf en hurtig beslutning og pressede foden mod rorpedalen i venstre side og rundede næsset.
God beslutning. Bølgerne var gode at sejle i og klinten imponerende flot. Det er en af de flotteste dage jeg har haft på turen. Bølgerne gjorde at jeg kun kunne komme i land de steder hvor der er lidt strand under klinten hvis jeg havde alvorligere problemer. Det havde jeg ikke. Men jeg måtte tage hele distancen langs klinten i et stræk. Helt rundt til det sidste stykke skov før Køge og den kyststrækning jeg har glædet mig mindst til på turen. Der er tæt bebygget og meget få steder hvor man kan lægge en kajak ind og overnatte.
Jeg har brugt nogle timer på at nærstudere kort og satellitbilleder og har fundet nogle steder der så ud til at kunne bruges.
Stranden syd for Køge var dækket med et flere meter bredt bælte af rådden tang. Det var muligvis den bedste tyverisikring af Sisyfos. Der var nok ikke mange der ville gå ud på det bløde stinkende morads af rådnende tang som jeg trak kajakken op på. Jeg var i tørdragt så det gjorde ikke mig så meget.
Inde i overgangen mellem skov og strand satte jeg hængekøjen op og fandt en stor gren som jeg kunne lægge hen langs kajakken som en slags gangbro så jeg kunne tage ting fra kajakken uden at synke for meget ned i den stinkende tangmasse.
Mens jeg var der fik jeg jævnligt et strejf af den kvalmende lugt af rådden tang i næseborene og var i tvivl om det kom med vinden fra stranden eller om det var mig selv der havde fået det på mig og dermed supplerede min baggrundslugt af tre uger uden sæbe.
Jeg har skam et stykke sæbe med, men sidst jeg brugte det var på Bjørnø i maj.
Copyright © Alle rettigheder forbeholdes