Lagde ud fra Norsminde befrielsesdagen 5 maj, meget passende dag at lægge ud på strejf. Lasse, Jesper, Mads og hans far var der for at vinke farvel. Jeg var noget distraheret af tanker om min nybyggede kajak nu også var så god som internettet kundgjorde. Designet er omkring tyve år gammelt så jeg burde have tillid til det som blev skrevet, men alligevel; nu skulle jeg ud og mærke med egen røv om den var stabil nok med små tredive kg mere oppakning end specifikationerne sagde den kunne bære.

Den føltes rigeligt levende til at starte med. Det var først om aftenen at jeg spolede tilbage og rigtig satte pris på at gode venner var kommet for at se mig afsted.

Der var rigeligt vind alt for meget i nord-øst til at tage første ben af turen i en ny kajak. Jeg havde distræt undladt at sætte skørtet fast ned om cockpitkanten så jeg fik for meget vand ind allerede lidt uden for udløbet til Norsminde havn. Jeg blev nødt til at ro ind til stranden efter at have padlet bare ti minutter.

Altid tage skørt på hvis der er den mindste risiko for at bølgerne slår ind i cockpittet. Begynderfejl! Dumt dumt. Faens til bøvl at få vandet ud med øse og svamp og endnu mere bøvlet at få rumpen i sædet igen og komme fri af stranden. Dårlig start. Heldigvis ingen tilskuere til min ynkelige præstation. Der skulle arbejdes godt med hoften for at ride på de små krappe bølger. Heldigvis med vinden ind skråt bagfra, ellers var jeg næsten ingen vegne kommet. Nede før Hou Havn kunne jeg ikke helt undgå at nogle bølger ramte mig lige efter de var brudt og den hvide skumtop slog ret hårdt mod langsiden af kajakken. Jeg har ellers altid holdt mig fra sø med skumtoppe. Flere gange tænkte jeg at nu bliver jeg sku slået omkuld. Jeg havde heldigvis undervurderet både Sisyfos og min egen balanceevne. Det gik fint. Så fint at jeg skulle minde mig selv om ikke at blive for kry for tidligt – så er det at Nemesis tager ved en så man kan tage ved lære. Jeg grinede lidt og holdt min fryd i tøjler.

Ned på den anden side af Hou var der næsten stille. Let vind i ryggen plant vand. Jeg satte kursen mod Gyllingnæs. Syd for Hou er der et røn der strækker sig langt ud fra kysten, på indersiden er der tørt ved lavvande. Det så ud til at der var vand nok, i hvert fald til at trække kajakken hvis der skulle blive meget lavvandet. Dét blev der. Jeg steg ud og tog fat i den snor jeg har oppe foran med en stor plasticring i. Jeg har den netop til at kunne trække kajakken hvis der er for lidt vand under kølen. Så trak jeg Sisyfos en kilometer ca. Det er en rar afveksling at strække benene og sjoske af sted i omkring tyve centimeter vand.

Da vandet igen blev dybere fiskede jeg paraplyen frem fra gemmerne. Nu har jeg både padlet i bølger og uden bølger og trukket kajakken, så må jeg også få testet ideen om at gå for paraply. Jeg har købt en Canadisk Hedgehog paraply som flere anmeldelser roser for at være den stærkeste paraply på markedet. Den løb også op i tusinde kroner inclusive import moms og ekspeditionsgebyr fra post nord (bæster gebyret er højere end afgiften til staten).

Det virkede sgu. Både som træk foran og hen over skulderen så man selv sidder i læ og bliver skubbet frem. Ikke nogen vild fart, men helt afslappende.

Claus ringede som jeg sad der, paraply over skulderen og var overmåde tilfreds med mig selv og det hele.

Han skulle høre hvordan det gik med kajakken. Han har jo været ret involveret i byggeprocessen så han delte mine bekymringer for om den nu var god nok. Det kunne jeg berolige ham med at den var. Bedre end forventet.