Gyllingnæs til Vejle Fjord

Næste dag nåede jeg kun to kilometer. Vinden var hård og lige ind i snuden. Jeg slog lejr et diskret sted og blev i hængekøjen hele næste dag. Stærkere vind, ingen grund til at forsøge.

Underligt humør hele dagen, nærmest lidt nedtrykt. Tog mig nu ikke af det, hovedet skal have lov til at tage et par kolbøtter og en serie saltomortaler når man kaster sig ud i noget nyt.

Næste dag gik pakningen trægt. Jeg lod være med at tænke over det og lod det tage den tid det tog. Det bliver nok bedre med rutinen. Jeg lavede en lille forlængerpind til mit flagspil så snipperne af mit rigeligt store YF dannebrog ikke kunne nå vandet. Det så fint ud. Jeg kan godt lide kombinationen af grønne, brune og sløringsmønsterfarver sammen med et rødt og hvidt dannebrog. Soldaten forlader mig aldrig helt.

Da jeg skulle lægge ud stod der to skikkelser i vandet et par hundrede meter væk, med net og waders.

Jeg overvejede om jeg bar skulle stævne ud eller om jeg skulle smutte forbi og hilse på.

Det gjorde jeg heldigvis. Det var et par kvinder af asiatisk oprindelse der fangede rejer og en enkelt musling.

En hjertemusling kunne jeg fortælle dem.

’oh, det hedder en  hjertemusling?’

’Ja den har form som et hjerte’

’Hvor er du på vej hen?’

’Jeg er på vej til Sverige’

’oooh’

Jeg elsker det stigende og faldende ’ooooh’ som mange asiater bruger til at kvittere for en overraskende oplysning.

Vi sludrede lidt og ønskede hinanden held og lykke med vores respektive forehavender.

Ved den sydlige spids af Alrø stod der et par mennesker i waders og kiggede ned gennem hver sin plastickasse søgende og med et net under armen.

Jeg spurgte om hvad de jagede. De var arkæologer på jagt efter genstande fra stenalderbopladser.

De spurgte også hvor jeg skulle hen.

’Sverige’

’Så sejler du den forkerte vej’ Lød det tørt.

Lige dér sejlede jeg ganske rigtigt mod øst.

Men de kunne godt se det fornuftige i at holde sig tæt på kysten i mit bette fartøj, i stedet for at tage den korteste vej hen over Kattegat.

Videre forbi havnen i Snaptun stod der nogle folk og kranede et kæmpe betonelement ned på plads i et nyt bolværk de var ved at lave.

Jeg kunne se to mand oppe på kajen og to i tørdragter nede på en pram for at tage imod og fastgøre.

De kiggede ud mod mig. Jeg kunne høre en af dem sig noget til de andre hvoraf ordene ’Danmark rundt’ gik klart hen over vandet.

Jeg padlede derhen og hilste på og fortalte dem lidt om mit forehavende.

En af dem havde en bekendt der arbejdede i Sverige og fortalte at han ved indrejse var blevet bedt om dokumentation for sit arbejdsforhold i Sverige.

Så lød der et ’Er i klar dernede?’ oppe fra kajen.

De havde taget det ganske roligt lige at veksle et par ord med mig, det var ikke karle man sådan skulle hundse med. De svarede ja ja. Jeg bød dem farvel og god arbejdslyst, så jeg ikke forstyrrede dem mere.

Jeg fik ønsker om god tur tilbage.

Jeg blev enig med mig selv om at tage mig tid til en sludder med folk på vejen der så ud til at være nysgerrige efter hvad jeg var for en.

Et ægtepar på en badebro et stykke længere mod syd så også nysgerrigt ud mod mig da jeg var ved at passere. Jeg vendte snuden ind.

De var ude at gå tur og samlede affald på vejen når de nu var afsted.

Han stilte det fine spørgsmål om det var en Egyptisk kajak når der nu var en hieroglyf på stævnen.

Jeg synes det lyder pudsig-fint ’Egyptisk kajak’ En amerikansk designet, Egyptisk kajak, købt fra England, bygget af en dansk nordmand.

Ned i læ ved en klint med væltede træer der spærrer for nem passage langs stranden. Jeg lagde ind i blikstille og tænkte at her kan jeg ligge helt i fred. Der kommer nok ikke nogen forbi her.

I tusmørket sad jeg på et af de væltede træer. En lille ugle kom susende fem meter forbi mig og satte sig på et andet væltet træ små tyve meter fra mig. Jeg sad helt stille. Den kiggede over på mig. Jeg sagde med blød stemme ’ hej ugle’ den blev siddende lidt. Så lettede den og dens mage susede forbi og fulgte den hen langs kysten.

Jeg sad og følte mig beæret over dens visit.

Næste dag skulle det vise sig at jeg havde undervurderet stædigheden hos nogle af dem der havde tænkt sig en gåtur rundt næsset.

Jeg fik en sludder med tre hold mennesker der kæmpede sig vej gennem de væltede og sammenfiltrede træer.

Først et par der satte sig lidt.

Jeg fortalte om mit forehavende.

Hun sagde at det var vigtigt at stoppe op i tide og mærke efter hvem man er og hvor man egentlig er på vej hen. Hun havde selv kørt for hårdt på i sine tyvere og mærket konsekvenserne af ikke at stoppe op i tide.

Andet hold var også et par hvor manden lige havde skåret sig på en brækket gren. Jeg kunne hurtigt fiske førstehjælpskassen fem og tilbyde et plaster.

De boede ved Vejle fjord og kunne bekræfte mig i at det var klogt at vente på stille vejr til at krydse Vejle Fjord. De fortalte at hende der havde Juelsminde Camping var flink og at jeg nok kunne få lov til at tanke op på ferskvand der.

Det sidste hold var tre unge fyre der efter eget udsagn havde holdt rigeligt med pauser.

De holdt gerne en til og bød på øl.

Vinden skulle stilne af i aften så jeg tager den med ro her og stævner ud tidligt i morgen med kurs mod Lillebælt og Fænø Kalv.

Vigtigt at få ferskvand i dunkene i morgen.

Meget stille morgen.

Jeg filmede lidt med dronen. Første gang jeg prøver at lette og lande på vandet med den. Virker fint – bruger meget batteri med den ekstra vægt af vandtæt kapsel og pontoner. Og jeg skal øve mig i at flyve den. Rundede det næste næs og kunne se over til Juelsminde hen over en spejlblank bugt. Krydsede hen over i lige linje til sydkanten af byen, ca otte kilometer. God test som forberedelse til kryds af Langelands Bælt; jeg begynder at tro mere og mere på at jeg fint kan krydse de ti kilometer. Men jeg skal lige ned og se på det inden jeg bestemmer mig. Rundede næsset syd for Juelsminde, tæt bebygget med meget fine sommerhuse. Ude på en badebro stod en familie hvor nogle af børnene fiskede krabber. Jeg fiskede efter ferskvand og spurgte dem om de var lokal kendte og vidste hvor mon jeg kunne finde en vandhane. De havde da en oppe ved deres hus og jeg måtte da gerne få noget vand. Jeg fulgtes med manden derop med mine to vanddunke. De reddede mig så de næste fire dages ferskvand. Meget flinke folk som jeg fik en god snak med.

Jeg er ikke så god til at bede om hjælp fra fremmede, så det er en god øvelse at skulle spørge om vand med fire dages mellemrum. Venligheden jeg møder giver mig tro på at de fleste mennesker er venlige og vil hinanden det godt.

Fandt et lille næs hvor der var en smule læ og træer lige i kanten af stranden til at sætte hængekøjen op i.

Om morgenen filmede jeg pakning af kajakken så jeg har materiale at lægge op på nettet.

Ud for lejren var der stille, men jeg vidste godt at det blev en dag med modvind når jeg rundede Rosenvold Pynt.

Der var krappe bølger og pæn modvind. Det er længe siden jeg har grinet over fornemmelsen ved selve det at udføre en fysisk handling. Men fornemmelsen af at arbejde kajakken gennem bølgerne med hofterne og pagajtag føltes så godt at jeg sad og grinede halv højt for mig selv. Længe, længe siden jeg har følt den befriende fornemmelse det er i mellemgulvet at grine på den måde. Dét føltes sundt.

Vinden var kraftig fra vest-nord-vest. Jeg ønskede mig at kunne krydse Vejle Fjord så langt ude ved mundingen som muligt.

Jeg satte kajakken op på stranden nogle kilometer fra mundingen ved Træskohage hvor en forening har restaureret det lille gamle fyr. Jeg gik derop for at kunne se hvordan bølgerne var længere ude på vandet.

Der var skumtoppe på derude. Så det var ikke der jeg kunne krydse over, måtte længere ind.

Der var en del mennesker ved fyret. Flere spurgte nysgerrigt ind til hvor jeg var på vej hen. Jeg nyder lidt at kunne sige at jeg skam er på vej til Sverige og har et halvt år til projektet.

Det giver en masse gode små snakke om liv og mål og om at huske at være til stede og mærke efter hvor man er på vej hen og hvad man egentlig vil med sig selv og sin tid på jorden.

Hvis nogen af jer jeg har snakket med under vejs læser det her. Så skal I have en stor tak for at have stoppet op og snakket. Det gør min tur meget rigere at have mødt jer og have delt tanker om stort og småt. Imødekommenheden og venligheden har givet min tur en medmenneskelig dybde som jeg ikke havde tænkt over da jeg fik ideen til at tage af sted.

 Vinden gennem Vejle Fjord var påholdende. Jeg endte med at padle i modvind de tyve kilometer helt ind til havnen for så at padle i besværlig sø, dog med vinden i ryggen, ca otte kilometer tilbage langs den sydlige bred  til jeg fandt et sted at slå lejr.

Jeg kunne nok godt have krydset fjorden helt ude ved mundingen. Men jeg vil hellere være lidt overforsigtig. Når man lægger fra land kan bølgerne virke overkommelige. Længere ude kan man blive i tvivl når vinden er fri af land og kan tage bedre fat og har haft mere plads til at gøre bølger af vandet. Jo længere ud man kommer, bliver det gradvist voldsommere. Når man så finder ud af at det er for voldsomt, kan det let være for sent. Det er vanskeligt at vende og tage bølgerne ind fra siden i vendingen og så skal man til at kæmpe sig vej tilbage i modvind og modsø; det kan være blevet for sent at vende om før man får gjort sig det klart.

Jeg vil hellere pjevse end pjaske.

Jeg ved ikke helt hvad jeg frygter mest, faren ved at drukne eller pinligheden ved at skulle samles op af redningstjenesten skulle blive for kæphøj og troet mig uovervindelig. Ud over det er jeg meget glad for Sisyfos og alt mit grej og man får ikke sin kajak med hverken i himmelen eller med op i helikopteren.

Ergo er jeg hellere lidt overforsigtig.

Der er så altid oplevelser man får når man vælger én vej frem for en anden. Nogle glæder man sig over andre ærgrer en. Og man kan aldrig andet end ane hvad der var sket hvis ens sti var gået en anden vej.

Der hvor jeg sov kom der nogle kajakroere forbi. Andre der havde sejlet længere ude ville ikke have fået øje på mig. Vi fik en sludder og de kunne fortælle mig at jeg godt kunne få ferskvand på den marina de sejlede ud fra. Det ville jeg så gøre næste morgen.

Lidt uden for indsejlingen til havnen lå en sejlbåd for anker med to personer i en gummibåd langs siden i færd med et eller andet.

Tættere på kunne jeg se at det var et par der var i gang med at skrabe bunden fri for begroninger.

Jeg hilste dem med godmorgen og ’I er nok i gang med forårsrengøringen’.

Vi snakkede lidt om hvor besværligt den operation er og hvor utroligt meget der kan hobe sig op på et skibsskrog. Manden fortalte at han skulle ned med dykkerudstyr bagefter for at tage det sidste og undrede sig over at der kunne gro så meget på skroget når bunden i fjorden ellers var helt død der hvor de lå.

Jeg foreslog at muslinger og tang måske søgte tilflugt når de netop ikke kunne overleve på bunden.

Det er en besværlig omgang at skrabe bund som dykker som han sagde.

Jeg gav ham ret og fortalte at jeg skam havde prøvet det, sjovt er det ikke.

Han ville vide hvilket skib jeg dog havde skrabet bund på. Jeg svarede at det havde været på Den store Bjørn engang.

’Nå, den her jeg været skipper på’

’Jeg har været skibskok et års tid for længe siden’

Han havde været skipper i starten af halvfemserne og lært den skipper op som jeg havde sejlet med.

Jeg kunne fortælle ham at Klaus var blevet en virkelig god skipper.

Pudsigt. Vi snakkede ret længe, taget i betragtning at jeg padlede lidt frem og tilbage for at holde positionen og de havde et vist mas med at holde gummibåden langs skibssiden.