Jeg hedder Martin Jais Bertelsen. Jeg er af årgang 1966 og har færdes i naturen med selvfølgelighed siden jeg var ganske lille. Da jeg var seks år gammel tog vores mor mine to storesøstre og mig med på telttur på Anholt. Det var i halfjerdserne da man kunne lægge sig ud i telt ude i ørkenen og bare bo derude i et par uger. Godsejerens søn gik rundt med en gammel taske til de tyve kroner det kostede for at have et telt slået op i en uge. Der var en brønd i plantagen Hermansgave så man skulle bare ind til Brugsen en gang i mellem for at købe mad og måske en is.
Da jeg var omkring sytten år tog en kammerat og jeg op i fjeldet i Norge med rygsæk, telt og sovepose uden særligt meget proviant da vi troede vi nok kunne finde nogle spiselige planter og måske stjæle os til at fange en fisk eller to.
Min kammerat fik ondt i hoften efter en dag eller to så vi luskede ned i dalen igen. Meget sultne. Vi delte den smule penge vi havde og han tog hjemover. Jeg købte det proviant jeg kunne slæbe og vandrede rundt på Hardangervidda i tre fire uger alene. Jeg var nede og proviantere en enkelt gang.
Da fandt jeg ud af at jeg trivedes godt med at gå rundt i fjeldet alene med mine egne tanker.
Et par år efter tog en anden kammerat mig med til Jotunheimen hvor vi fulgtes de første to uger af en tur på en måned.
Siden da har jeg elsket Jotunheimen uforbeholdent.
Friluftsliv har jeg også fået en del af i forsvaret hvor jeg var værnepligtig og værnepligtig sergent i det motoriserede infanteri ved Prinsens Livregiment 1991 - 1992. Og siden da i reserven.
Jeg har også været udsendt med JDR i Kroatien (UNPROFOR 6) og GHR i Kosovo (KFOR 11).
Min forkærlighed for grej i sløringsmønster stammer ikke derfra men er uden tvivl blevet forstærket betragteligt af oplæringen i skjul og sløring. Jeg foretrækker at færdes diskret i naturen i tøj der ikke skriger på at blive set.
Jeg har været et par år i Marinehjemmeværnet og har sejlet som kok på en tremastet skonnert der hørte under et skoleprojekt. Så jeg er ret vant til at færdes til søs på fartøjer en smule større end Sisyfos og kender søvejsreglerne.
Havkajak begyndte jeg på da min søn Nicholas var omkring ti år gammel. Jeg købte et par plastickajakker i den blå avis og tog ham med på Gudenåen. Det var først et par dage før vi skulle afsted at tanken strejfede mig at jeg ikke anede om drengen ville kunne li at sejle i kajak.
Det kunne han heldigvis og siden den tur har vi taget nogle uger i kajak hver sommer. Mest i Sverige men også en tur på Norges vestkyst.
De fleste ture har været på to til tre uger og jeg kom hjem hver gang og syntes bare det var for kort tid.
Derfor modnedes ideen om at tage afsted et halvt år langs Norges kyst fra Nordkap og sydover så langt jeg nu kunne nå på et halvt år.
Corona gjorde at jeg måtte tage mit første strejf til Sverige i stedet for.
Jeg håbede at jeg kan tage turen fra Nordkap i sommeren 2022.
Logistikken og økonomien skulle lige falde på plads.
Det gjorde den så først i 2024....
Da fik jeg så lov til at springe i i den dybe ende og i nybygningen Hermes tog turen fra Nordkap til Egersund med start i april og retur i oktober.
Jeg skal slippes helt løs i naturen en gang i mellem for at synes at livet er værd at leve.
Copyright © Alle rettigheder forbeholdes